Det blev tydeligt 25. juni 2021 på hovedtrappen foran Christiansborg.
Rigsretssagen mod Inger Støjberg var end ikke gået i gang, men var denne fredag blevet diskuteret på et møde inde i landstingssalen. Støjbergs hold af forsvarsadvokater havde forinden varslet pressen om, hvornår og i hvilken port de ville entrere, så der kunne tages billeder og stilles spørgsmål. Og nu tog hun og hendes advokater atter ophold foran kameraerne udenfor, hvor de kaprede tv-tid og beredvilligt leverede deres syn på sagen, mens de serverede overskriftsegnede citater, der sultent kunne plukkes i til morgendagens aviser.
Imens listede to andre advokater ned ad stentrappen i det fjerneste hjørne og væk uden at ville gøre væsen af sig. Det var anklagerne Jon Lauritzen og Anne Birgitte Gammeljord. En journalist, der bad om en kommentar, fik blot to sæt rysten på hovedet. Og det skulle ende med at blive helt typisk, som sagen skred frem:
Mens holdet af advokater på den ene side dyrkede den offentlige interesse og forsøgte at modulere den, var det helt modsat hos anklagerne. De sagde stort set kun noget i retslokalet. Og derinde var forskellen i fremtoning også slående: Mens Støjbergs advokater leverede punchlines og dundertaler uden manuskript, virkede det øjeblikkeligt søvndyssende, når de to anklagere fik ordet, valgte en tilpas tone på deres stemmebånd og herfra blot læste op fra deres papirer. Til tider var det næsten provokerende monotont og demonstrativt tørt.
