»Du skal gøre noget ved den vrede. Løb en tur, skrig i skoven, du skal af med din vrede«, sagde Pernille Møller Jensens psykolog til hende, da hendes 15-årige dreng Lasse var død af kræft.
Pernille Møller Jensen var ulykkelig, smadret, gået i stykker, ødelagt – og virkelig, virkelig vred. Vred over, at hendes søn skulle dø, og vred over, at hendes mand, der stod midt i lige så stor en sorg, ikke kunne få orlov, men måtte sygemeldes og dermed gennem Jobcenterets normale procedurer for langtidssygemeldte og uden at møde nogen forståelse for, at han stod i en særlig situation.




























