Lyt til artiklen
Det var sådan noget, mine kammeraters forældre gjorde. Hornmusik, kaffe, rundstykker og Gammel Dansk, lidt bittert er livet vel altid. Så sker det for én selv. Uden at nogen havde spurgt nogen om noget. Møgunger.
Misforstå mig ikke. Det har da været okay at være gift i 25 år. Men at fejre det, som om vi har vundet grand slami tennis med vores to børn som servile bolddrenge knælende ved æresporten af ski, roser og plastikgran, er en smule overdrevent. I mine øjne er det en noget rutinepræget præstation, der efter tid indtræffer af sig selv, en arbejdssejr.
