Artiklen er opdateret 12.23:
En afghansk mand, der har arbejdet som tolk for danske styrker i Afghanistan, får 12 års fængsel for knivdrab på sin hustru. Det har Retten i Sønderborg afgjort.
Han er desuden idømt udvisning af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.
Kvinden blev stukket med kniv i hovedet og på kroppen mindst 26 gange. Det skete 29. januar på Asylcenter Aaløkke i Løgumkloster.
Udgangspunktet for drab er 12 års fængsel, men anklager Rikke Spøhr Schmit plæderede for 13 års fængsel.
»Den tiltalte dræbte sin kone, mens børnene var til stede i hjemmet. Han stikker hende 26 gange med en kniv, mens hun værger for sig«, sagde Rikke Spøhr Schmit tidligere på dagen.
Den tidligere militærtolk, Said Bahram Sherzad - kendt i offentligheden som ’Hector’- har nægtet at have haft til hensigt at dræbe sin hustru gennem ti år.
Han har i retten forklaret, at han den pågældende aften var påvirket efter at have drukket en øl og en halv flaske whisky.
Hvad der præcist skete, husker han ikke.
Et vidne har forklaret, at han talte i telefon med den 27-årige kvinde, da hun blev angrebet.
Pludselig lød der tumult i den anden ende af røret, fortalte vidnet, der er fætter til den tiltalte.
»Der går nogle sekunder, så kan jeg høre datteren sige: Du har dræbt mor«, berettede vidnet i retten.
Fredag tog retten stilling til skyldsspørgsmålet. Her blev den tiltalte kendt skyldig i drab.
Den tiltalte må have anset det for overvejende sandsynligt, at knivstikkene ville medføre døden, konkluderede retten.
»Mine børn har brug for mig«
Familien med fem mindreårige børn kom til Danmark i august 2021. Det skete, da den islamiske bevægelse Taleban overtog magten i hovedstaden Kabul.
Det fik Danmark og de øvrige vestlige lande til at evakuere udsendte medarbejdere og personer, de havde samarbejdet med i Afghanistan.
I første omgang måtte familien lade en få dage gammel datter blive i Kabul, da hun pludselig blev syg og måtte overlades til sin mormor.
Nogle dage senere blev familien genforenet i Danmark. Tolken fortalte efterfølgende til flere danske medier om den dramatiske flugt fra Kabul.
Han medvirkede også i TV 2’s årskavalkade, der blev sendt op til årsskiftet 2021/2022.
Forsvarer Lone Adolphsen kæmpede imod, at han skulle udvises fra Danmark.
»Hvis vi sender tiltalte tilbage til Afghanistan, vil der være stor risiko for, at han bliver forfulgt for det arbejde, han har udført for FN«, mener hun.
Den tiltalte fik det afsluttende ord, inden de tre dommere og seks nævninger trak sig tilbage for at votere. Her protesterede han mod anklagerens krav om udvisning.
»Mine børn har brug for mig, jeg har brug for dem«, siger den tiltalte.
Børnene, der er i alderen ét til ni år, blev efter drabet anbragt på et opholdssted.
De har alle fået opholdstilladelse i Danmark.
Deres opholdstilladelse vil ifølge anklageren ikke blive berørt, selv om retten har valgt at følge påstanden om udvisning.
ritzau
fortsæt med at læse


























