Når julestressen melder sig, fordi der ikke er sat flueben ved alle navne på julegavelisten, er der altid et splitsekund, hvor tanken om at droppe denne tradition melder sig hos mig. Men hurtigt derefter tænker jeg på, hvordan det må være, hvis man ikke har nogen at give gaver til.
Julegaveboykot kan ende med ikke blot at være en praktisk antikommerciel foranstaltning, men en kilde til julesorg. For traditionen med at give gaver er en måde, hvorpå vi etablerer og fastholder relationer med hinanden. Planlægger du at droppe julegaverne, så tøv lige en kende.




























