Verden kan forandre sig en del på 20 år; både menneskeligt og storpolitisk. Spørg blot Frihedsbrevets chefredaktør Flemming Rose, der mest er kendt for sin rolle i Muhammedkrisen og har været under PET-beskyttelse stort set lige siden 2005.
Tre år tidligere, i 2002, kørte vi rundt i Simon Spies’ gamle bus i Østeuropa, hvor vi var på en såkaldt Explorertur for vores daværende arbejdsgiver. Morgenavisen Jyllands-Posten havde sendt os på en rejse gennem Estland, Letland, Litauen og Polen med en lille afstikker til den russiske enklave Kaliningrad ved Østersøen.
De førstnævnte lande stod foran at blive optaget i EU efter ufrivilligt at have tilbragt årtier i Sovjetunionens kommunistiske jerngreb, og vores opgave var at rapportere hjem om, hvordan almindelige mennesker så på at skulle ind i vores rige klub i Europa. Hvordan levede de, hvad tænkte de på og drømte om?
Vi mødtes en septemberdag i den smukke estiske hovedstad, Tallinn, hvor jeg og det øvrige hold ankom med færgen fra Stockholm, mens Flemming Rose fløj ind fra Moskva, hvor han var Jyllands-Postens korrespondent og med optimisme så på fremtiden i Rusland under den forholdsvis nyudnævnte præsident, Vladimir Putin.
