En 32-årig mand erkender delvist sigtelsen mod ham om at have frihedsberøvet 13-årig pige i over et døgn og at have udsat hende for voldtægt.
Det fortæller hans forsvarer, advokat Jens Otto Johansen, mandag formiddag i Retten i Næstved.
Manden, der er iklædt et lysegråt Nike-joggingsæt og orange Adidas-sko, sidder tavs i midten af lokalet, mens retsmødet foregår.
Han er sigtet for to forhold. Det ene handler om frihedsberøvelse. Ifølge anklagemyndigheden har han langvarigt frihedsberøvet pigen fra lørdag cirka klokken 11.43. Det skete mod pigens vilje, fremgår det af sigtelsen.
Hun blev bragt til to forskellige adresser, og manden og pigen blev fundet på en adresse i Korsør søndag klokken 14.48. Her blev manden anholdt.
Forhold to i sigtelsen handler om, at manden ifølge anklagemyndigheden i perioden, hvor pigen var frihedsberøvet, udsatte hende for voldtægt og andet seksuelt forhold end voldtægt.
Overgrebene fandt sted med vold eller trusler om vold ifølge sigtelsen.
Artiklen fortsætter under kortet
Sagen om pigens forsvinden har tiltrukket sig stor offentlig opmærksomhed i den forgangne weekend. Og det vidner fremmødet i den store nævningesal også om.
Der er fyldt på tilhørerpladserne.
Omkring 40 tilhørere, herunder pressefolk, er dukket op til retsmødet, som retten har afsat en time til.
Indtil få minutter før retsmødets begyndelse klokken 11 blev der ved med at dukke tilhørere op i lokalet, så en retsbetjent måtte tage stole fra nævningepladserne, der ikke skulle benyttes under retsmødet, og flytte dem til tilhørerpladserne.
Dommeren har besluttet, at retsmødet skal foregå for lukkede døre. Det vil sige, at alle tilhørere inklusive pressen blev vist ud af lokalet, da sigtelsen var læst op.
Dermed forbliver det uvist, hvad manden eventuelt selv måtte forklare, og hvilke beviser politiet mener at have imod ham.
Det kom ikke frem i den åbne del af retsmødet, hvad det er, manden erkender, og hvad han bestrider.
Det er desuden ikke kommet frem, om den 32-årige kendte pigen på forhånd, og hvordan politiet fandt frem til adressen, hvor pigen og manden opholdt sig.
ritzau
fortsæt med at læse


























