Mand, der er sigtet for at have bortført og voldtaget 13-årig pige, sigtes nu også for drabet på Emilie Meng og endnu et overfald sidste år. Han nægter sig skyldig i de nye sigtelser.

32-årig sigtes for at have dræbt Emilie Meng – og for endnu et overfald med kniv

Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

En 32-årig mand sigtes for at have dræbt Emilie Meng i 2016. Det oplyser politiet på et pressemøde onsdag.

Manden blev anholdt søndag 16. april i forbindelse med bortførelsen af en 13-årig pige fra Kirkerup sydøst for Slagelse.

Han blev dagen efter varetægtsfængslet, og i forbindelse med efterforskningen har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi besluttet at rejse sigtelse også om bortførelse og drab på Emilie Meng.

Hun forsvandt 10. juli 2016 fra Korsør. Flere måneder senere, 24. december samme år, blev liget af den 17-årige gymnasieelev fundet i en sø nær Borup på Midtsjælland.

På pressemødet anerkender politiinspektør Kim Kliver den sorg og frustration, som pigens familie har været udsat for.

Han understreger samtidig, at der kun er tale om en sigtelse. Der er ikke truffet beslutning om at rejse tiltale, lyder det fra politiinspektøren.

»Vi kan ikke komme ind på, hvordan han forholder sig til sigtelsen«, siger Kim Kliver.

Den 32-årige mand sigtes både for frihedsberøvelse, voldtægt og drab i relation til Emilie Meng.

Allerede under den oprindelige efterforskning var den 32-årige i søgelyset, fremgår det af en udtalelse fra politiinspektøren.

En bil, han tidligere har ejet, er blevet beslaglagt i Slovakiet. Den har samme mærke som den, politiet tidligere efterlyste i forbindelse med Meng-sagen.

I et retsmøde 17. april blev den 32-årige varetægtsfængslet.

Han sigtes også for at have overfaldet en ung kvinde i november 2022 på Vestsjælland. Hun gjorde kraftigt modstand og undslap, selv om hun blev truet med kniv. I denne sag sigtes manden for forsøg på frihedsberøvelse og forsøg på voldtægt, oplyser politiet på pressemødet. Han nægter sig skyldig i begge de nye sigtelser, oplyser hans advokat.

Se hele pressemødet her

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her