Dagens oversøiske gæst i det ovale værelse er bestemt ikke fra barnsben besjælet af beundring af den amerikanske drøm, dens stilikoner eller samfundsmodel.
Transatlantisk tænkning og bevidstheden om de deraf følgende sikkerhedsgarantier har i de senere år præget Mette Frederiksens udenrigs- og sikkerhedspolitiske orientering i en grad, så hendes ofte svulstige lovord om det dansk-amerikanske venskab let kommer til at skygge for, at hendes personlige udgangspunkt er ganske anderledes.




























