De unge, adrætte og toptrænede betjente går rundt bag afspærringerne og river boder ned. Bagefter ligger Pusher Street forslået hen. Grim, gispende og gennembanket. Sådan ser gaden altid ud bagefter, og to minutter senere er der igen liv. Men ikke rigtig nu. Næppe er politiet væk, før unge mænd med rødder i Mellemøsten og Afrika og et mindretal af karseklippede muskuløse blegansigter forsøger at få forretningen op at stå igen. Men de har kun mælkekasser tilbage, og selv i myldretiden på en lys sensommeraften, hvor den krydrede lugt af hash normalt hænger døsigt i luften, er her flere pushere end kunder. De fleste laver intet. Hænger bare rødøjede og skæve ud og ligner som altid en sortklædt forbrydelse, der venter på at blive begået. Men når de nu ikke kan tjene penge, kan de lige så godt stå og tænde den ene joint med den anden. Politiet kommer alligevel om lidt.
»Og de bliver i 45 minutter, hver gang«, siger en mand på omkring 30 år, der er tæt forbundet til en af boderne og fremstår anonym. Han vil ikke udelukke, at boderne igen vil blomstre.
