Han ønsker ikke at have seksuelle tanker om børn. Men tankerne kommer. Hver dag.
’Kasper’, som han kalder sig, er i begyndelsen af 20’erne og i fuld gang med sit universitetsstudium. Han er opvokset i en helt almindelig familie med søskende i en mellemstor by.
Meget mere skal ikke med i beskrivelsen af ham i denne artikel. For andre skal ikke kunne genkende ham. Sker det, ville konsekvenserne blive uoverskuelige.
Kasper har pædofili.
Og der er ingen udsigt til, at det kommer til at ændre sig.
»Jeg har svært ved at se det på andre måder, end at pædofilien er en del af min seksualitet. Hvis jeg kunne fjerne det, ville jeg gøre det på stedet. Men det er ikke en mulighed«, siger han.
Ingen af Kaspers nærmeste kender hans hemmelighed. De forbudte tanker er så skamfulde, at han ikke aner, hvordan han skulle få det sagt. Han frygter også, at hans familie ville miste tilliden til ham, hvis han fortalte det. Også selv om han aldrig har nærmet sig et barn seksuelt.
Det piner ham, at han ikke kan være ærlig. At hans nære relationer skal have den begrænsning. På et tidspunkt var ensomheden tæt på at drive ham ud i selvmord.
Men så skete der noget, der tændte et håb.
Han lukkede ned
I daglig tale bliver der ofte sat lighedstegn mellem pædofili og overgreb på børn. Men faktisk har størstedelen af dem, der begår overgreb på børn, ikke pædofili, men begår overgreb af andre årsager. De har måske vanskeligt ved at få seksuel kontakt til andre voksne. Eller de kan have tendens til generel grænseoverskridende adfærd over for andre.
Pædofili er en klinisk diagnose, som Verdenssundhedsorganisationen (WHO) beskriver som en vedvarende eller tilbagevendende seksuel tiltrækning af præpubertære børn. Man ved ikke, præcis hvor stor en andel af en befolkning der har pædofili. Men forskere vurderer på baggrund af befolkningsundersøgelser, at mindst 1 procent lider af den seksuelle afvigelse.
Kasper gik i 7. klasse, da han første gang mærkede en særlig sitren i kroppen. Det var en dreng fra klassen under, der vakte hans interesse.
Hans jævnaldrende kammerater var begyndt at tale om piger. Kasper var klar over, at han var anderledes, og han fortalte ingen om sin forelskelse.
Gennem de sidste år i folkeskolen tænkte han, at han var homoseksuel. Men han husker også, at det i 9. klasse slog ham, at det var spøjst, at hans seksuelle tanker blev ved med at kredse om drengene i 5. og 6. klasse. Dem med runde, bløde kinder.
Han håbede inderligt, at tankerne ville gå væk. En sjælden gang kunne der dukke en jævnaldrende pige op, som han syntes, var spændende. Det trøstede ham lidt.
I gymnasiet var Kasper udelukkende omgivet af jævnaldrende, det gjorde det hele lidt lettere. Han forsøgte at gøre som de andre og talte med, når drengene snakkede om piger. Men han fik ingen kærester.
»Jeg havde nogle småforsøg med piger. Men jeg var ikke committed. Det kunne pigerne jo nok mærke, og jeg fik også nogle afvisninger. De få ikke-vellykkede forsøg gjorde mig utilfreds med den seksuelle del af mit liv. Så jeg lukkede det ned og blev meget usikker. Både på mit udseende og mig selv i det hele taget. På om der var noget galt med mig«, husker han.
Han forsøgte at undgå at have tid til at gruble for meget. I stedet proppede han kalenderen med sport, arbejde og fester.
»Jeg var klar over, at det var yngre drenge, der interesserede mig. Men jeg tænkte ikke om mig selv, at jeg var pædofil. Den kobling havde jeg simpelthen ikke lavet«.
Kasper var 19, da han en dag lå på sit værelse og kom til at høre et radioprogram. Her hørte han blandt andet en yngre mand fortælle, at han havde seksuelle tanker om børn, og at han hadede sig selv for det.
»Jeg græd, da jeg hørte det. Det, han fortalte, var så meget mig«.
På den ene side var det befriende at høre nogen sætte ord på det hele. Samtidig gik en hæslig sandhed op for ham.
»Jeg havde jo håbet, at mine tanker var en fase. Men nu forstod jeg, at mine seksuelle tanker om børn formentlig aldrig ville komme til at gå væk. Det var uoverskueligt«.
I radioprogrammet omtalte de et forum på nettet , ’Virtuous Pedophiles’, hvor dydige pædofile støtter hinanden. Kasper havde et kæmpe behov for at tale med ligesindede, og efter nogle dage meldte han sig ind i gruppen.
Behov for at forstå
Antropolog Mikkel Rask Pedersen har gennem fire år studeret fora på nettet, hvor dydige pædofile mødes. Han har lavet interviews med gruppernes medlemmer, og han har trawlet sig gennem international forskning.
Arbejdet er samlet i en ph.d., som han forsvarede i efteråret. Her forsøger han blandt andet at forstå, hvordan personer med pædofili, der ønsker hjælp, griber det an. Hvad gør, at de beder om hjælp? Hvad afholder dem fra det?
Han forklarer, at mennesker, der har seksuelle tanker om børn, ofte vil have behov for at forstå, hvorfor de har de tanker. Men fordi pædofili er så stigmatiserende, kan de ikke uden videre stille spørgsmålene nogen steder.
Derfor ender mange i en identitetsproces, der bringer dem i kontakt med forskellige fora. Også med radikale positioner, hvor medlemmer mener, at der ikke er noget galt med at udleve pædofili. Det er en af konsekvenserne af at være så udsat og samtidig have et stort behov for hjælp, påpeger Mikkel Rask Pedersen.
»Stigmatiseringen skaber et stort behov for at finde en mening med de tanker, de har. Ingen kan holde sig selv ud som den onde. Alle vil lede efter en forklaring, som de kan leve med«.
Gennem flere års observationer i onlinegrupper for pædofile har Mikkel Rask Pedersen fundet et gennemgående træk: De, der beder om hjælp hos andre, beder stort set aldrig om hjælp til, hvordan de kan undgå at begå overgreb mod børn.
»I onlinegrupperne møder de hinanden med hverdagserfaringer. Fokus er ikke på, hvordan man undgår at begå overgreb. For på de fora for dydige pædofile ligger det implicit, at det gør de ikke. Men de føler sig ensomme, depressive, mangler netværk og føler stor skyld og skam over de tanker, de har om børn. De beder simpelt hen om hjælp til at få det bedre«, siger Mikkel Rask Pedersen.
Stigmatiseringen af personer med pædofili har gjort samfundets hjælpeindsats til et følsomt politisk emne. For der hersker en modvilje i de fleste af os mod at hjælpe. Vi vil simpelt hen hellere tale om det som forebyggelse af overgreb mod børn, forklarer Mikkel Rask Pedersen.
»At ville forebygge overgreb mod børn er en moralsk stærk motivation til at sætte indsatser i gang. Men hvis den forebyggelse skal være effektiv, bliver disse indsatser også nødt til at forholde sig til den vanskelige virkelighed, at tidlig forebyggelse må betyde hjælp til pædofile. Konsekvensen bliver derfor desværre også ofte, at tidlig forebyggelse bliver nedprioriteret«.
Men mennesker med pædofili har ret til forebyggende hjælp og behandling som alle andre. Og det er desuden effektivt at satse på hjælp til et godt mentalt helbred, forklarer han.
»Et dårligt mentalt helbred er en risikofaktor. Omvendt er et godt mentalt helbred en beskyttelsesfaktor. Hvis vi kan styrke det mentale velbefindende for mennesker med seksuelle tanker om børn, forebygger vi overgreb mod børn effektivt«, siger Mikkel Rask Pedersen.
Den viden sætter samtidig spørgsmålstegn ved den måde, samfundet i dag tilbyder hjælp til pædofile, mener han.
Personer med seksuelle tanker om børn kan få behandling i det psykiatriske system i Danmark. Her bliver behandlingen noteret i patientens journal, og typisk har det krævet henvisning fra egen læge at få adgang til behandling. Gennem en årrække har behandlere og forskere påpeget behovet for mere anonymitet, og i 2022 blev det muligt for personer med seksuelle tanker om børn selv at tage kontakt til to behandlingssteder uden henvisning fra egen læge. Team for Sexologi ved Psykiatrisk Afdeling Odense har siden september 2022 haft 18 patienter i behandling, som selv har bedt om det. Retspsykiatrisk Klinik på Aarhus Universitetshospital har siden juli 2022 haft i alt 30 patienter, som selv har henvendt sig, og hvor størstedelen har omhandlet pædofili.
Som samfund beder vi dermed personer med pædofili, der gerne vil i behandling, om at se sig selv som et sygt menneske med behov for ekstern kontrol for ikke at begå overgreb. Men det er ikke noget godt udgangspunkt, hvis man ønsker, at de dydige pædofile skal søge hjælp. De er en helt anden gruppe end de dømte pædofile, der har handlet på deres interesse, vurderer Mikkel Rask Pedersen.
Tæt på at give op
Da Kasper blev en del af onlinegruppen Virtuous Pedophiles, blev han i begyndelsen overvældet af de mange triste fortællinger, han kunne læse. Den skam, som mange satte ord på, kendte Kasper fra sig selv.
»Jeg havde en oplevelse af, at jeg var nødt til at leve meget alene. Fordi ingen andre ville kunne forstå mig, hvis jeg åbnede op. Den isolation, som jeg så ind i … jeg syntes, mine muligheder i livet var så fucking ringe. Den sindstilstand blev en spiral, der trak mig nedad«.
På et tidspunkt overvejede Kasper at tage sit eget liv.
»Jeg havde givet lidt op. Jeg var træt af at have så svært ved at fungere. Jeg kunne ikke længere finde ud af at passe mit studie, så jeg klarede ikke min uddannelse særlig godt. Og jeg trak mig fra mine venner. Jeg var træt af de kort, jeg havde fået. Den seksualitet, jeg havde fået. Jeg kunne ikke se mig ud af det«, husker han.
Men, viste det sig, der var også personer i Virtuous Pedophiles med positive historier. Mennesker, som havde fundet ud af at leve som dydig pædofil og samtidig have det godt. Dem tog han kontakt til, og nogle af dem mødtes han også med i virkeligheden.
»Det at stå over for mennesker, som jeg kunne spejle mig i. I virkeligheden var det meget simpelt, at det var det, der skulle til«, siger han.
Tre af dem mødes han fortsat fast med, og flere taler han ofte med online.
»De er blevet nogle af mine tætteste venner. Det, at vi deler den her meget sårbare hemmelighed med hinanden, giver en særlig fortrolighed, også selv om vi ofte slet ikke taler om vores seksualitet. Flere af dem har desuden fundet sammen med voksne kærester og har det godt med det liv, de lever. At se det ske giver mig tro på, at livet også kan blive godt for mig«.
Første overgreb må ikke ske
Susanne Bengtson er seniorforsker på Sexologisk Klinik på Rigshospitalet og Retspsykiatrisk Forskningsenhed Middelfart, Syddansk Universitet. Her forsker hun blandt andet i pædofili. Størstedelen af dem, der i dag modtager behandling i psykiatrien, er henvist, fordi de er blevet dømt for seksuelle overgreb mod børn. Behandlingsmulighederne for dømte er gode i Danmark, vurderer hun. Men både nationalt og internationalt mangler der forskning i, hvordan behandlingen kan blive mere effektiv. Det er simpelt hen et vanskeligt område at få forskningsmidler til.
»Vi bliver nødt til at få mere viden om, hvordan vi kan blive bedre til at forebygge, at det første overgreb overhovedet finder sted«, siger hun.
Hun betegner derfor Mikkel Rask Pedersens forskning som »meget værdifuld«.
»Vi har brug for at vide meget mere om, hvad der motiverer ikkekriminelle personer med pædofili til at søge hjælp tidligt. Hvis de selv ytrer, at flere vil søge hjælp, hvis hjælpen er anonym, bør vi lytte til dem og gøre det attraktivt for dem at søge hjælp. Der er angiveligt mange personer med pædofili derude, som gerne vil have hjælp. Mange af dem er dog hundeangste for at komme ind i et behandlingssystem, hvor de skal oplyse CPR og navn. Nogle er også angste for at få diagnosen pædofili og for, at det så vil fremgå af deres patientjournal«, siger hun.
Selv samarbejder hun med skandinaviske forskere om at etablere og afprøve et anonymt online selvhjælpsprogram for personer med seksuel interesse i børn. Region Hovedstadens Psykiatriske Forskningsfond har bevilget pengene, og forskerne søger i øjeblikket godkendelse af projektet hos Videnskabsetisk Komité.
Men de, der søger hjælp, har også brug for et sted, hvor de kan møde frem fysisk og tale om deres seksuelle interesse i børn og ventilere det ubehag, der kan være forbundet med at have pædofili, vurderer hun.
»For mange er det meget lidelsesfuldt at have pædofili. Det bekræftes også i en række undersøgelser, hvor pædofili ofte viser sig at føre til varierende grader af angst, depression og selvmordsrisiko«, siger hun.
»Set fra mit ståsted som forsker er det optimalt at placere behandlingen af gruppen i psykiatrien, hvor behandlere har den nødvendige erfaring«, siger hun.
Anonym behandling er dog vanskelig at implementere i psykiatrien på grund af krav om blandt andet CPR. Hvis der er et ønske om at indføre anonym behandling i Danmark, og det ikke er muligt at gøre det i psykiatrien, kan man overveje at flytte støtte og behandling til en lokalitet uden for sygehusvæsenet, foreslår hun.
»Et sted med nem adgang, som er datasikret og anonymt for dem, som søger hjælp, men behandling bør varetages af højt specialiserede behandlere«, siger hun.
Det er fortsat forskningsmæssigt uvist, hvorfor mennesker udvikler pædofili. Men det er ikke noget, personen selv vælger, understreger Susanne Bengtson.
»Der er brug for mere rummelighed. Ingen skal være rummelige over for overgreb på børn. Men at have seksuel interesse i børn uden at handle på det er ikke kriminelt. Og man bør tilrettelægge behandlingstilbuddene sådan, at ikkedømte med pædofili tør opsøge behandling, helt som det bør være for andre persongrupper, der lider psykisk, og som ønsker hjælp«, siger Susanne Bengtson.
Fandt selv hjælp
Kasper forsøgte flere gange at tage tilløb til at komme i behandling. Men tanken om, at det ville komme til at stå i hans journal, afholdt ham. I stedet opsøgte han flere psykologer på egen hånd. Især én hjalp ham videre.
Her lærte han blandt andet at identificere sine egne tændingsmønstre og fik hjælp til at acceptere sig selv. Han har indset, at tankerne ikke kan forsvinde, og har lært, hvad han skal stille op, når han ser et barn, han er tiltrukket af.
»Så skal jeg fortsætte med det, jeg var i gang med. Min tanke gør i sig selv ingen skade. Så jeg hilser på tanken og slipper den hurtigt igen«.
Til gengæld tillader han sig selv at fantasere. Men kun derhjemme.
»Hvis jeg udelukkende undertrykker min seksualitet, trækker det tankerne i langdrag, og det forsvinder de ikke af. Det gør det bare sværere at leve med. Det har jeg prøvet før, og det duer ikke i længden«, forklarer han.
Når han fantaserer, bruger han tekster eller tegninger af ukonkrete børn. Seksuelt overgrebsmateriale med børn nærmer han sig ikke.
»Det ville være at inddrage dem i min fantasi på en måde, som er skadelig, og som jeg moralsk ikke kan forsvare. Jeg skal jo kunne leve med det resten af livet. Jeg kan ikke kun halvt tro på den måde, jeg lever på. Jeg er et menneske med empati, og dårlig samvittighed ville slide mig i stykker«, siger han.
Gennem terapien har Kasper samtidig fået et nyt blik på sin seksualitet. Nu tænker han den som et spektrum. Med en primær seksualitet, der er rettet mod børn, men hvor han også kan føle en tiltrækning mod enkelte voksne.
»Jeg kan ikke vende min seksualitet på hovedet, men jeg kan godt arbejde med den i forhold til enkelte voksne«, siger han.
Det har givet ham mod på også at eksperimentere med seksuelle relationer med voksne.
»Jeg har fået hjælp til, hvordan jeg kan have sex med voksne og være tryg i det. I dag kan jeg kan se andre måder at være tiltrukket af et menneske på, end jeg kunne før«.
Han ved, at andre – og især unge – med samme tanker og følelser som han selv har brug for at høre, at man kan lære at leve med at være pædofil uden at være tvunget ud i ensomhed og skam. At der findes veje ud af det mørke, man kan befinde sig i, når man opdager, at man ikke kan flygte fra sin seksualitet.
»Jeg føler ikke, at min byrde i dag er større, end den er for andre på min alder. Jeg har fået sat rammer omkring min seksualitet, og jeg ved nu, at jeg ikke er dømt til et ensomt liv, jeg ikke har lyst til at leve«.
Deri ligger håbet.
’Kasper’ er ikke den yngre mands rigtige navn. Politiken kender hans fulde identitet.
