Randers Kommune har sagt ét til byrådet og det stik modsatte til Nordic Waste om risiko for jordskred.
Det viser en afgørelse, som kommunen sendte til jordrensningsvirksomheden 21. december, i forbindelse med at kommunen begyndte at inddæmme den mulige miljøskandale, skriver Jyllands-Posten.
I brevet til Nordic Waste skrev kommunen, at der var ’en betydelig risiko for jordskred’, som virksomheden var blevet ’gjort opmærksom på i forbindelse med den nye miljøgodkendelse’.
Kommunen besluttede i december at begynde arbejdet med at afværge yderligere skred på Nordic Wastes regning for at beskytte Alling Å. Det var i den forbindelse, at kommunen sendte brevet til den nu konkursramte virksomhed.
Beskeden undrer særligt byrådsmedlem Bjarne Overmark (Beboerlisten). Han siger til Jyllands-Posten, at han sammen med flere andre byrådspolitikere stillede spørgsmål til forvaltningen om risikoen for jordskred tilbage i februar.
Her lød svaret, at der ikke var risiko for jordskred. I et andet lignende spørgsmål spurgte politikerne ind til, hvor der skulle sikres mod jordskred ned mod Ølst.
Her svarede forvaltningen, at vurderingen var, at ’omgivelserne ikke kan blive påvirket af jordskred’, fremgår det af svaret, skriver Jyllands-Posten.
»Det er jo en form for dobbelt speech, hvor man har spist byrådet af med idyl-notater. Det er da et stort problem, hvis man har forholdt noget over for byrådet«, siger Bjarne Overmark til Jyllands-Posten.
Kommunaldirektør i kommunen Jesper Kaas Schmidt erkender, at sammenhængen mellem de to svar ser ’lidt underligt ud’, siger han til mediet og kalder det et dårligt svar fra kommunen.
ritzau
fortsæt med at læse



























