Ikke alt er, som det plejer at være på Hovedscenen under Folkemødet i Allinge i år.
Når Clement Kjersgaard går på Hovedscenen, vil den være forvandlet til Danmarks største forsamlingshus under navnet Folkehavet.
»Vi giver borgerne den største mikrofon, man kan opdrive derovre. Vi sætter politikerne på scenen og lader dem lytte, når vi giver ordet til danskerne. Der er ikke noget tema eller nogen begrænsning, det er borgerne, der sætter dagsordenen«, siger Clement Kjersgaard.
Konceptet er simpelt. Almindelige danskere skal stige op fra ’folkehavet’ og indtage en gammel træjolle sammen med Clement Kjersgaard. Her kan de præsentere toppolitikere for deres visioner og drømme for fremtiden. Ideen er, at almindelige mennesker skal rykke endnu tættere på den politiske debat og komme med deres bud på en bedre fremtid. Og det er nødvendigt, mener Clement Kjersgaard:
»Der er en tendens til, at både politikerne og medierne tænker politik med udgangspunkt i Christiansborg. At det hele starter og slutter der. Og det er en fejl, for den demokratiske samtale kræver, at borgerne er med«.
Hvis vi efterlyser udfordringer og problemer, så kan alle regne ud, præcis hvad der vil blive sagt
Er det et forsøg på at styrke den demokratiske samtale på Folkemødet?
»Jeg vil gå længere endnu og sige, at det ikke kun er et forsøg på at styrke den demokratiske samtale på Folkemødet, men et bidrag til at genstarte demokratiet i en bredere forstand. Mange af de måder, vi praktiserer og tænker politik på, fungerer ikke«, siger Clement Kjersgaard.
»Demokratiet er under pres både i Danmark og resten af verden, og vi har undervurderet de udfordringer, vi står over for. Derfor synes jeg, at vi gør det helt rigtige, når vi efterlyser løsninger og visioner fra borgerne«.
På hver sin side af debatten
Clement Kjersgaard peger på »en professionalisering af den politiske proces rundt om partier, interesseorganisationer og medier« som en af udfordringerne. Der er opstået et system, »hvor politik overvejende bedrives af og i en professionel branche«. Det skaber en kløft mellem »eliten og folket«, som står på hver sin side af debatten, og det er et billede, der »i disse år er selvforstærkende«, mener Clement Kjersgaard.
Hvis man råber højt nok i den megafon, vil man kunne høre det resten af året
Det vil Clement Kjersgaard og Folkemødet gøre op med. I jollen vil være plads til både »højtflyvende og abstrakte spørgsmål« og konkrete forslag til, hvordan danskerne vil gøre landet bedre. Clement Kjersgaard håber, at danskerne i jollen og partilederne vil stille hinanden spørgsmål, og at det vil »vende magtrelationen og spillet om« i et øjeblik:
»Det skal ikke længere være politikerne, der er alvidende og kommer med forslag, som vælgerne kun skal reagere på«.
Derfor er det også visioner, der er på programmet – og ikke udfordringer eller problemer.
»Hvis vi efterlyser udfordringer og problemer, så kan alle regne ud, præcis hvad der vil blive sagt. Og vi ved også i høj grad, hvilke svar vi plejer at få. Hvis man vil være med til at stille de samme spørgsmål, så får man de samme svar. Vi vil vende hele diskussionen om«, siger Clement Kjersgaard.
Clement Kjersgaard og Folkemødet har opfordret folk fra hele landet til at deltage. De har på sociale medier bedt danskerne om at sende videoer ind, og derfor behøver man ikke være til stede på Folkemødet, for at ens vision eller drøm kan blive taget op til diskussion i jollen.
»Det er også en understregning af, at Folkemødet ikke kun er en lokal begivenhed. Folkemødet kan og skal være dagsordensættende for hele den politiske diskussion«, siger Clement Kjersgaard.
Derfor drømmer han også om, at Folkehavet vil starte samtaler, der fortsætter, når busser og færger fyldes, og gæsterne tager hjem fra dette års Folkemøde.
»Hvis man råber højt nok i den megafon, vil man kunne høre det resten af året«.
fortsæt med at læse


























