Spørgsmål fra læseren Anders Agerbeck:
Dette falder muligvis inden for kategorien ’dumme spørgsmål’, men jeg stiller det alligevel. Min ekskæreste fortalte mig engang, at hun til en forelæsning på sit medicinstudium havde fået at vide, at en af grundene til, at vi mangler jern i vores del af verden, er, at vi i så stor grad bruger teflonbelagte stegepander etc. i vores madlavning. Hvis jeg træner meget aerob-træning og begynder at lave mad på en stegepande af jern, vil jeg så få en gevinst i min aerobe kapacitet grundet det ekstra jerntilskud?
LÆS ARTIKEL Kemibrevkassen: Rust i gryden kan huse bakterier
Svar:
Der findes faktisk udmærket forskning, der viser, at jernindholdet i kosten stiger, og hyppigheden af jernmangelanæmi falder, når man i den tredje verden laver mad i jerngryder frem for f.eks. aluminiumsgryder. En sådan undersøgelse er f.eks. udført på mere end 400 børn i Etiopien og publiceret i det anerkendte tidsskrift The Lancet. Men det er ikke alle studier, der viser det samme, og den videnskabelige litteratur er således ikke entydig.
Hvis man er rask og lever i vor privilegerede del af verden, kan man sagtens få sit jernbehov dækket gennem fødevarer med højt jernindhold, også selv om de ikke er tilberedt i jerngryder. Og selv om man ikke spiser af bliktallerkener.
Jernmangel giver blodmangel
Jernholdige fødevarer er bl.a. kød, fisk og fjerkræ. Fødevarer rige på C-vitamin, dvs. alle typer kål, kartofler, citrusfrugter og højt indtag af grove kornprodukter, giver også meget jern til kroppen. Hvis man er vegetar, skal man være særlig opmærksom på at få jern nok, og et hyppigt råd blandt vegetarer er derfor at tilberede maden i jernkasseroller. Hvis man drikker te og kaffe til måltiderne, kan det hindre kroppen i at optage jern fra maden.
LÆS ARTIKELKlarlunds brevkasse: Op med blodprocenten Jern er et afgørende stof i blodets røde farvestof, hæmoglobin, og dermed ansvarligt for, at ilten transporteres rundt i kroppen. Jernmangel giver først og fremmest blodmangel. Symptomerne er træthed, bleghed, hjertebanken, hovedpine, svimmelhed og åndenød. Ved jernmangel præsterer man dårligere ved fysisk aktivitet.


























