Historien om kokken René Redzepi begynder i Makedonien og handler på en måde om en kylling. René Redzepi er søn af en dansk mor og en muslimsk, makedonsk far.
Hans mor, Hanne, ernærede sig som rengøringsdame og faderen Ali som taxachauffør, »og buschauffør og grønthandler, alle klicheerne om, hvad en muslimsk immigrant beskæftiger sig med i Danmark«. Fire mennesker på 62 kvadratmeter i København, ikke kår, man forventer sig meget af i Danmark. »Ved du hvad, mine forældre har altid været enormt støttende om mig og min bror Kenneth. Vi har aldrig oplevet et forventningspres, men de var altid strenge med, at vi skulle passe vores tider eller lave vores lektier, og på den måde har der aldrig manglet noget overhovedet. Men man skulle arbejde for tingene. Gå med masser af avisruter for at få det rigtige tøj eller andet, i hvert fald hvis det skulle være det mærke, man ville have, en Ball-bluse eller en Claudio«. Landsbyen i Makedonien, hvor han hvert år tilbragte mange måneder hos sin fars familie, var et gammeldags landbrugssamfund. Man kørte med hestevogn, når man skulle besøge nogen. »Man arbejdede med jorden for at lave mad til sig selv. For at overleve. Som barn var man bare glad, og når de voksne arbejdede i marken, så fór man rundt og spiste vilde bær og samlede kastanjer og lavede huler og synes, det var megafedt. Først senere opdagede man de processer, der er i det, og den måde, folk er så trætte på om aftenen«. Kyllingen som mistede hovedet Det var i Makedonien, René fik den bedste kylling nogensinde. Ritualet var, at René Redzepis onkel huggede hovedet af kyllingen og slap den løs, og så løb René, hans bror Kenneth og hans fætre rundt, vilde af glæde, i konkurrence om at fange den flappende kylling. Tre-fire timer senere var kyllingen transformeret til gyldenbrunt, perfekt kød, stegt på rist over åbent ildsted. Fedtet og saften dryppede ned på ris og krydderurter. Rigtig mad. Da René Redzepi gik ud af folkeskolens niende klasse, valgte han nærmest ved et tilfælde at følge med sin bedste ven Michael på Hotel- og Restaurantskolen. Det var som at tænde en kontakt. Allerede på andendagen blev de to drenge involveret i en konkurrence om at lave en ret, og René måtte for første gang i sit liv tænke over, hvad han egentlig mente om mad. »Jeg havde ikke noget forhold til mad. Jeg vidste, at jeg var lidt kræsen på den måde, at jeg ikke ville have for meget sovs. Jeg syntes altid, at man fik alt for meget sovs på maden, så man ikke kunne smage de forskellige ting. Jeg kunne ikke lide franske hotdogs, den der søde klamme dressing«, siger han. »Jeg gik på biblioteket, købte nogle madblade for at spørge mig selv, hvad mad var for mig. Lige pludselig kunne jeg mærke, at der var nogle retter, jeg bedre kunne lide end andre. Og jeg kunne mærke mundvandet. Det var selvfølgelig min makedonske kylling. I dag elsker jeg det stadigvæk. Min kone Nadine er fuldstændig genial til at lave en ristet kylling, og hun rammer nogle gange den kylling, som jeg husker den. Og nu har vi fundet kyllingen fra Sødam. 200 kroner, men det er det værd«.
