I Danmark drikkes der rigtig meget kaffe. Noget tyder på, at vi betaler alt for meget for den. Ifølge en rapport fra Det Socioøkonomiske Råd, Sopec, har dagligvarepriserne for kaffe i butikkerne været fastfrosset på et højt niveau siden foråret 2011. Dengang fik en dårlig høst priserne til at stige. De har været høje lige siden, selv om råvarepriserne allerede samme sommer begyndte at falde.
LÆS OGSÅ Lavere fødevarer- og benzinpriser dæmper inflationen
Siden har dagligvarepriserne kun ændret sig meget lidt, mens råvareprisen er fortsat med at rasle ned.
Misforholdet skønnes at have givet en ekstra indtjening for importør- og detailkæderne i omegnen af 700 millioner kroner årligt, når forarbejdning er talt med, vurderer rapporten.
»Prisen vil finde sit eget leje på et marked med mange købere og mange sælgere. Når den ikke gør det, er der asymmetri. Det kan være uigennemsigtighed i produktet, eller også kan det være monopol-, kartel- eller oligopoltilstande (få dominerende markedsaktører, red). Andre forklaringer gives ikke«, siger bestyrelsesformand i Sopec, Mikael Hertig.
Manglende konkurrence
Priserne på kaffe steg voldsomt i Danmark i foråret 2011 som følge af, at kaffehøsten i Sydamerika i efteråret 2010 slog fejl. Hovedårsagen var frost.
På kaffebørserne steg prisen fra 26 kroner per kilo til omkring 34 kroner. Den holdt sig på det niveau frem til sommeren 2011.
Herefter faldt den til et stabilt niveau, der lå lavere end udgangspunktet før stigningen. Ifølge analysen fra Sopec matchede prisstigningerne på dagligvaremarkedet råvarepriserne allerede i maj 2011, da børsprisen lå på omkring 24 kroner kiloet.
Det skønnes at have kastet omkring 718 millioner årligt – eller samlet 1 milliard kroner – af sig i ekstraordinær fortjeneste, hedder det i rapporten.
»Der er ikke nogen tydelig sammenhæng mellem kaffens salgspris og indkøbsprisen af bønner. Efter alle gældende teorier skal indkøbsprisen før eller siden slå igennem på markedsprisen, hvis der er konkurrence. Det ser ikke ud til at være tilfældet«, siger Mikael Hertig.
Det meget høje tal overrasker cheføkonom i Handelsbanken, Jes Asmussen:





























