Når kvinder opfordres til at bære undertøj, der kan sikre dem imod at blive voldtaget, fjerner det fokus fra det reelle problem - voldtægtsmanden.
Det siger næstforkvinden i Dansk Kvindesamfund, Ulla Tornemand Larsen.
Voldtægter i Danmark
Anmeldte voldtægter i Danmark
2011: 392
2012: 364
2013 foreløbigt: 255
Kilde: Danmarks Statistik
Hendes udtalelser kommer efter, at to unge kvinder I New York er ved at samle penge sammen til at lancere en serie af undertøj, der skal forhindre kvinder i at blive voldtaget.
»Jeg er sikker på, at intentionerne bag det her produkt er rigtig gode. Men de er med til at skabe en forståelse af, at det er kvinden, der skal sikre sig mod at blive voldtaget«, siger Ulla Tornemand Larsen.
Kvinde skal ikke frygte hverdagssituationer
Antivoldtægtsundertøjet er lavet af særligt forstærket materiale, som er svært at skære op eller rive af. Samtidig sidder der en lille lås med 132 mulige koder, så kun kvinden kan åbne trusserne.
Det skal være med til at forsinke voldtægten og give kvinden mulighed for slippe væk.
Kvinderne bag undertøjet markedsfører sig ved at foreslå, at kvinder bruger undertøjet, hvis de skal løbe om aftenen, på første date med en fremmed eller rejser i et nyt land.
»Videoen lægger op til, at det her undertøj skal bruges i hverdagssituationer. Hverdagssituationer, hvor kvinder skal føle frygt for at blive voldtaget. Samtidig underbygger den myten om, at man bliver voldtaget af fremmede, når man er ude. I langt de fleste tilfælde kender offer og gerningsmand hinanden«, siger Ulla Tornemand Larsen.
Undertøj retter forkert fokus
Hun mener, at undertøjet sammen med andre tiltag kan blive en glidebane, der i sidste ende fokuserer mere på, at offeret skal beskytte sig, end at gerningsmanden skal stoppes og hjælpes.
»Helt ude i ekstremerne frygter jeg en situation, hvor det her er blevet et produkt i hele verden, og hvor kvinder, der er blevet voldtaget skal sidde i retten og forklare, hvorfor de ikke bar det her undertøj, når nu de havde muligheden. Det er der vi bevæger os hen, og jeg synes virkelig, det fjerner fokus fra dem, der begår voldtægten«, siger Ulla Tornemand Larsen.
Fortjener du at blive voldtaget?»Men jeg er også ambivalent. For ville det give mening at have på i nogle sammenhænge? Ja, hvis du skal i byen med nogen, du ikke kender. Så kunne det da godt være fornuftigt for at beskytte dig selv. Men bliver det først indført, bliver det også ført over i andre sammenhænge i samfundet. Og så er det med til at understøtte det, at kvinder selv er skyld i, at de bliver voldtaget, hvis ikke de beskytter sig«, siger hun.
Undertøjet vil hjælpe få
Ulla Tornemand Larsen erkender, at kvinder lever i en situation, hvor voldtægt er en reel frygt. Hun vil ikke sige, at undertøjet ikke kan hjælpe nogen, men hun frygter for konsekvensen, hvis det kommer i produktion.
»Min pointe er bare, at det oftest er mænd, man kender, der voldtager kvinderne. Og ville man tage det her undertøj på til en middag med gode venner? Nej det ville man ikke«, slutter hun.
LÆS OGSÅ Ny undertøjstype skal forhindre voldtægt af kvinder
Overlæge Steen Holger Hansen fra retsmedicinsk institut på Københavns Universitet vurderer ligesom Dansk Kvindesamfund, at undertøjet kun vil have en effekt ved såkaldte overfaldsvoldtægter.
»Undertøjet vil muligvis have en effekt i den type voldtægter, hvor gerningsmand og offer ikke kender hinanden. Det ville være tilfældet, hvis gerningsmanden bliver nervøs og forvirret over den ekstra udfordring med trussen og derfor dropper sit foretagende. Men det vil være i få tilfælde«, siger han.
fortsæt med at læse




























