En af dansk musiks store skikkelser, Ivan ’Laban’ Pedersen, som er albumaktuel med gruppen Sing, Sing, Sing, lader tungen løbe. Humor og holdninger fylder i form af sjove anekdoter og optændt revselse af EU’s snævre markedsfokus eller utålelige arbejdsforhold i Bangladesh.
Men det er tæt på umuligt at få kendskab til hans hverdagsforbrug. Det lader ham kold, og ligesom han har fået erfaringens besindighed i forhold til de samfundsforhold, han gerne ville, men ikke kan ændre, har han intet behov for at pynte på selvbilledet som landets nok mest uspændende forbruger.




























