Når Randi Vinfeldt kigger ind til pattegrisene i hytterne på markerne i Ugerløse, hvor hun driver frilandssvinebrug med 85 søer, holder hun øje med, om der ligger små grise og har det skidt. Måske har de betændelse eller har været i klemme under soen. Det sker ikke så tit.
I hvert fald ikke så tit, som man kunne få indtryk af i en ny stor undersøgelse, der viser, at lidt under 1 procent af de økologiske slagtesvin på slagteriet får en såkaldt bemærkning på slagteriet, fordi der er tegn på, at dyret har haft brud på ribbenene som lille. Det sker, i forbindelse med at økologiske søer bevæger sig frit og kan mase de små.
Ribbensskader er over tre gange så hyppige som hos svin i almindeligt landbrug, hvor soen fikseres i bøjle, fremgår det.
Mange anmærkninger
»De små grise lader sig ofte ikke mærke med et ribbensbrud og heler meget nemt. Men det kan altså ses på dem, når de bliver voksne«, konstaterer Randi Vinfeldt, der er formand for svineudvalget i Økologisk Landsforening.
Hun blev både »lidt ked af det og overrasket« over at se, at dyr fra økologisk produktion og friland ifølge undersøgelsen, som forskere fra organisationen Landbrug & Fødevarer netop har offentliggjort, samlet set har lige så mange sygdomsanmærkninger som almindeligt opdrættede svin.
Økosvin har flere bid og brudMen de to grupper dyr fejler ofte noget forskelligt: Mellem 1 og 3 procent af slagtesvin fra øko- og frilandsproduktion har især haft forskellige knoglebrudsskader og betændelsestilstande, som findes langt sjældnere hos svin i almindelige stalde. Sidstnævnte har til gengæld flere trykskader fra livet i staldene.
Udlever naturlig adfærd
Randi Vinfeldt erkender, at halelæsioner efter bid, som blev fundet på lidt under 3 procent af økogrisene, forekommer hyppigere i hendes del af branchen, men hun understreger, at hun og hendes kolleger gør meget for at få forskningsmidler til at undersøge halelæsioner.
»Vore svin har halm og god plads, så det må være en anden stressfaktor, der får dem til at bide«, siger Randi Vinfeldt.
Hun peger på, at i traditionel produktion bliver cirka 90 procent af grisenes haler klippet af, så her er problemet naturligvis ikke så stort.
Øko, fritgående eller konventionel: Sådan har din kotelet haft detFrilandssvin og økologiske svin kan netop på grund af produktionsformen udleve deres naturlige adfærd, »og så får de naturligvis også knubs«, siger Randi Vinfeldt, som understreger, at hun giver sine dyr behandling, hvis de er syge.
Den økologiske svinebonde fra Ugerløse ærgrer sig over, at undersøgelsen kan være med til at definere dyrevelfærd primært som »fravær af sygdomme«.
»Dyrevelfærd for mig er først og fremmest, at dyr kan udføre en naturlig adfærd, hvor de har valgmuligheder. Det har de i den økologiske produktion, hvor de selv kan vælge, om de vil være i hytten eller ude i regn og blæst, hvor de kan rode i jorden. Men de udfordringer, der er forbundet med et naturligt liv på friland, skal vi da tage alvorligt«.
Økogrise kan være syge længe
Svinedyrlæge Peter Høgedal fra Landbrugets Veterinære Konsulenttjeneste kan ikke helt forstå, hvis de økologiske svinebønder og frilandssvineproducenter er overraskede over resultaterne. Ligesom hos de konventionelle producenter er der også i den økologiske produktion og frilandsproduktionen tale om en intensiv produktion, hvor dyrene går i flok.
»Man kan endda sige, at med de konventionelle grise har vi mere styr på nærmiljøet med en hygiejne, hvor gødningen forsvinder gennem tremmer i gulvet, og hvor sygdomme bliver slået ned med medicin. Den slags styringsmuligheder har den økologiske producent ikke. Har han et sygt dyr, skal han ringe efter en dyrlæge for at få medicin, og det kan betyde, at grisen enten ikke bliver behandlet eller bliver det alt for sent«.
Svineproducenter om søer i bokse: Vi har ikke råd til at sætte dem friPeter Høgedal fastslår, at den højere frekvens af sår efter halebid og spor af ledbetændelse og knoglemarvsbetændelse hos alternativt producerede dyr i høj grad er et dyrevelfærdsmæssigt problem, fordi det er smertefuldt og kan hæmme dyrenes gang. Han er dog enig med Randi Vinfeldt i, at man i den alternative produktion ofte ikke har »en kinamands chance« for at opdage ribbensbrud på smågrise. »Det påvirker som regel ikke grisenes adfærd«, påpeger han.
Øko- og frilandsslagtesvin har også oftere en lever med hvide pletter efter indvoldsorm, og det mener Peter Høgedal heller ikke nødvendigvis betyder en væsentligt forringet livskvalitet. Dyret har som regel taget på i vægt, som det skulle.
Vidt forskellige skader
Det mest dominerende sygdomstegn i undersøgelsen er, at henholdsvis 19 og 24 procent af dyrene ved slagtningen havde ar efter lungehindebetændelse.
»Når jeg kommer ud i en besætning, der senere ved slagtning har 10 eller 70 eller 40 procent brysthindear, har det ikke været noget, som har sat sig i deres adfærd. Vi kan ikke registrere det klinisk. Jeg tror bestemt, at et svin med lungehindebetændelse har nogle dage med ubehag, men det er nok ikke meget anderledes, end når vi mennesker er lidt småsyge«.
Dyrlæge Birgitte Damm fra Dyrenes Beskyttelse slår fast, at undersøgelsen ikke må forklejnes: »Der må sættes ind over for problemerne i såvel konventionel som økologisk produktion og frilandsproduktion«.
Vi må stoppe svineriet i staldeneMen hun ærgrer sig over, at Landbrug & Fødevarer ikke tager med i deres hovedkonklusion, at der er lige mange sygdomsbemærkninger til begge grupper.
»Målet har været at fokusere på helbredsproblemer, som adskiller de to produktionsformer fra hinanden. Men det kommer til at fremstå, som om økologiske grise og frilandsgrise er meget mere syge og tilskadekomne. Det er de ikke, og det burde have stået i konklusionen«.
Forskeren bag tallene, dyrlæge Lis Alban, understreger, at hun som forsker ikke kan se, hvordan skaderne er opstået.
»Men vi håber, at de nye data kan skabe debat om landbrugets produktionsformer«.
fortsæt med at læse
