Forleden dag deltog jeg i Gigtforeningens årlige repræsentantskabsmøde, og mine tanker gik tilbage til januar 1983. Jeg var nyuddannet læge og skulle søge job. Der var massiv arbejdsløshed, men jeg fik tilbudt et lægevikariat på Kong Christian X’s Gigthospital i Gråsten. Det var før Storebæltsbroen, og som ærkekøbenhavner med bopæl på Regensen forekom det mig at være meget langt væk.
Men Gråsten blev en oplevelse, jeg ikke ville have været foruden. Jeg boede på hospitalet og spiste alle mine måltider sammen med gigtpatienterne. Om dagen gik jeg stuegang og skrev journaler på de nye patienter. Da jeg en aften besluttede at søge lidt underholdning, tog jeg med spritbåden til Tyskland. Her sad jeg også sammen med de patienter, jeg havde undersøgt om dagen. De var blevet båret ind på hospitalet, men på mirakuløs vis kunne de bevæge sig ned til spritbåden om aftenen. Så var det, jeg begyndte at forske i min fritid.
