Fjerde søndag i advent, 17. december, var den gråeste dag i mands minde. Vi har haft mange grå dage i november-december med tæt, lavt skydække, vand og fugt overalt, lidt lurvet blæst fra vest, småkoldt, det kedeligste vejr, der findes; men denne søndag slog dem alle, fordi tågen hang tæt og tung overalt, helt ned til jorden. Ingen sigtbarhed overhovedet. Jeg bliver sur.
Da kom jeg til at tænke på de mange andre tåger, vi har herude på landet, og jeg vil gerne mindes den bedste af dem alle, som jeg oplevede den for et par måneder siden, da jeg gik min aftentur med hunden. Der havde været smuk sol hele dagen og helt stille, og vi gik bare den sædvanlige tur ad markvejen, tænkte kun på mus og fugle, hørte kun krager og musvåger, lugtede kun jorden og græsset, smagte kun piben.
