Det er næsten ikke til at bære, at tilslutningen til HPV-vaccinen er faldet. På ét enkelt år er det gået fra at være hver anden til nu kun at være hver fjerde unge pige, der siger ja tak til vaccinen. Den megen omtale af mulige bivirkninger har skabt bekymring i de danske børnefamilier. Lad mig derfor opsummere fakta om HPV-vaccinen.
Hver tredje dag året rundt dør en kvinde af livmoderhalskræft i Danmark. Halvdelen er under 45 år. 15.000 kvinder får hvert år konstateret celleforandringer, og 6.000 får foretaget kegleoperation af livmoderhalsen. En dansk undersøgelse fandt en reduktion i tilfælde af forstadier til livmoderhalskræft hos de vaccinerede kvinder på mellem 40 og 80 procent i forhold til kvinder født i samme tidsrum, der ikke var vaccineret. HPV er formentlig også årsag til kræft i munden og mandlerne samt endetarmen, og det er endog meget sandsynligt, at vaccinen også vil beskytte mod disse kræftformer.




























