Henry Molaison er en kendis inden for hjerneforskning. I 1933, da han stadig var barn, slog han hovedet ved en cykelulykke og var efterfølgende plaget af meget svær epilepsi. Hans forældre var ulykkelige og tog kontakt til en progressiv hjernekirurg. Det resulterede i, at Henry fik bortopereret hjernens tindingelapper, hvorved hans epilepsi blev betydeligt forbedret. Men samtidig mistede han evnen til at lagre ny hukommelse. Han måtte for altid leve i nuet.
Når man mødte ham, præsenterede han sig, og man kunne føre en samtale med ham. Han kunne godt huske, hvad der var blevet sagt et minut forinden. Men hvis man atter mødte ham senere på dagen, ville han præsentere sig på ny. Han blev genstand for intens forskning, hvilket han tog pænt. Hver gang han deltog i et forskningsprojekt oplevede han det, som var det første gang.
