Jeg nyder at sidde i en velplejet have med en kop kaffe og en god bog. Men når der skal luges, undskylder jeg mig med, at jeg ikke aner, hvilken vej man vender en rive. Altså indtil for nylig, hvor vores familie fik adgang til en fritidsbolig. Det klingede rigtig godt, at der var tale om en naturgrund. Jeg måtte dog hurtigt sande, at brombærkrattet var ved at tage magten fra alle andre grønne vækster. Dermed blev jeg uden overvejelser transformeret fra havenasser til havepasser og kandiderer nu til at blive optaget i dette særlige segment af havemennesker, der i fuld alvor går rundt og snakker om blomstringstid og sol og skygge, som var det det vigtigste i verden.
Sidste lørdag forsvandt jeg så totalt ind i havearbejdet. Ved aftenstid gik det op for mig, at jeg end ikke havde tjekket mine mails. Det er ikke sket før. Næste dag værkede kroppen, som var jeg blevet gennemtæsket af en træner med sadistiske tilbøjeligheder. Alligevel følte jeg mig enormt godt tilpas.
