Hun er en Mercedes, og jeg kalder hende Mercedes. Hun er en autocamper fra 1983, kører kun 8 kilometer på literen og er lige blevet hentet fra syn med ny status som veteranbil. Under sengen har jeg tøj, og oppe over har jeg min pladesamling. Jeg har revet det oprindelige køkken og toilet ud, da det fyldte hele vognen. I stedet byggede jeg et minimalt køkken med gasblus og vandhane, så der er plads til alt fra cykeltransport til den der gyngestol, man finder på vejen og bare ikke kan undvære.
Mercedes gør, at jeg kan bo alle steder på én gang. Jeg kan have havudsigt, jeg kan være i skoven, jeg kan køre på landet, eller jeg kan bo i en baggård i byen ligesom denne ved Fabrikken for Kunst og Design, hvor jeg holder i dag. Jeg kan flytte mig, alt efter hvordan mit humør er, og hvad jeg kan rumme.
For mig er det både et job og en livsstil at være madkunstner. Det har været hårdt arbejde og en lang proces at gå fra et fuldtidsjob som lønmodtager til en tilværelse som selvstændig madkunstner. Jeg måtte starte helt fra bunden og skabe en model, der kombinerer ulønnet kunstnerisk praksis, som kræver tid og rum til fordybelse og eksperimenter, med en selvstændig virksomhed, der har plus på kontoen. Nu har jeg cirka 8 større produktioner om året, og resten af tiden bruger jeg på at finde på og udvikle. Det trives jeg rigtig godt med, da jeg har, hvad jeg skal bruge – hverken mere eller mindre. Dog har jeg nogle gange stadig svært ved at balancere på linen imellem kunstverdenen og erhvervslivet – de verdener er meget langt fra hinanden.
Jeg har mit food-lab her på Fabrikken, hvor jeg eksperimenterer og udvikler mine projekter. Efter at jeg har lavet mad i 7 år, har jeg kolleger og venner i restaurationsbranchen, som gerne lægger godkendte køkkener til større produktioner, når eksperimenterne i mit food-lab er klar til at blive sendt ud i verden.
Mit første job i branchen var på en restaurant. Siden arbejdede jeg på et gods på landet, hvor der var lidt højere til loftet, men gæsterne kom altid til godset, ikke omvendt. Jeg savnede at kunne udfordre gæsterne i deres møde med maden og rykke ved deres konventionelle spisemønstre. I den periode tænkte jeg meget over, om ikke måltidet kunne andet end at tilfredsstille. Jeg så et stort potentiale for, at måltidet kunne provokere, inspirere og udvikle i både personlige og sociale sammenhænge. Det var ud af de overvejelser, min egen virksomhed, Madkas, opstod.
Bevægelsesfrihed
Mercedes var fra starten en stor del af Madkas. Sammen startede vi i det små med at invitere til søndagskylling i københavnske baggårde, hvor gæster blev til publikum, service blev til rekvisitter, og spisesituationer blev til iscenesættelser. Her blev grundstenen til min praksis som madkunstner lagt.
Jeg købte Mercedes for 4 år siden. På det tidspunkt boede min kæreste og jeg i en toværelses lejlighed på Vesterbro, og vi oplevede, at det tog al vores energi at forsøge at passe ind i denne lejlighed. Vi rodede rundt i ligegyldige ting som fællesøkonomi for toiletpapir og pålæg og aftaler om, hvornår vi kunne have gæster, når den ene skulle tidligt op næste morgen. Jeg fandt Mercedes i Den Blå Avis, og da jeg ikke havde noget kørekort, måtte jeg have min far med til Jylland for at se på hende. Jeg betalte kontant. 25.000. Så var hun min. Dagen efter begyndte jeg at tage kørekort.
Mercedes blev det første af de pusterum, både min kæreste og jeg havde brug for. Fra mit nye mobile soveværelse, arbejdsrum og dagligstue blomstrede tanken om, at vores fælles hjem kunne være andet og mere end et sted, hvor vi indretter os på en lille lejligheds præmisser. I dag har vi tilsammen fem baser, der hver især giver os følelsen af hjem. Mercedes er min hovedbase. Både professionelt og privat har jeg behov for at være mobil og i hendes selskab året rundt. Om vinteren er det dog for koldt at overnatte i hende, så der giver det særlig mening at have mere end én base.
Jeg har aldrig været bange eller nervøs for at trille alene rundt i landet. Hver gang jeg tænder motoren og tager fat i hendes store rat, føler jeg en råstyrke, og jeg bliver mindet om, hvad jeg faktisk er i stand til, ene kvinde.
Samtidig er Mercedes et rum, hvor jeg kan lukke døren og drømme, fri af samfundets forventninger, fordomme og systemer. Her kan jeg bevæge mig på kryds og tværs af kategorier, kasser og titler og møde mennesker der, hvor de er – og skabe midlertidige rum for fællesskab, samarbejde og smagsoplevelser.
Moderne nomade
Man kan godt sige, at jeg lever som en moderne nomade, der kun medbringer de ting, jeg har brug for, men det indbefatter altså også wi-fi, så jeg kan se Netflix, når det regner, og logge ind med Nem-ID, når jeg absolut skal. Så jeg føler på ingen måde, at jeg lever mere hippieagtigt og langhåret end så mange andre.
Nydelsen ved at lave morgenkaffen på et gasblus i skoven er lige så stor, som når jeg vælter ud af sengen på Oehlenschlægersgade og vækker min veninde klokken 7 om morgenen ved at kime hendes dørtelefon ned med to croissanter fra 7-Eleven i hånden. Mercedes giver mig bare en mulighed for at være til stede, som jeg ikke har fundet nogen af de andre steder, jeg har boet.
Derfor er jeg heller ikke bekymret over, hvordan det skal gå, når jeg til november bliver mor. Vi finder ud af det, Mercedes og jeg. Vi har kørt omkring 30.000 kilometer sammen på 4 år. Hun er en del af min identitet, og hun rummer alle mine ønsker om at leve en kærlig og tilstedeværende tilværelse. Hun er hjertet i mit hjem.
Selvfølgelig begynder vi ikke med at bo i Mercedes, men der er allerede investeret i et autosæde, og jeg glæder mig til, at de to skal møde hinanden«.
fortsæt med at læse
