For Frederik starter dagen i dag som alle andre. Optimistisk, hvad angår livet, er han formentlig. Han har ikke grund til andet. I de 6 måneder, han har haft sin gang på Jord, har han boet på den skønneste græsmark med sin mor, Solveig, sin far, Ole og en tante. Frederik er et særlig kønt får. Han har fine træk. En lækker krøllet, lys uld, store øjne med de karakteristiske vandrette fårepupiller placeret i et kort harmonisk hoved. Han er det, man på menneskesprog kalder nuttet.
I dag får han besøg af sine ejere, Lone ’Landmand’ Vitus og Søren ’Sørøver’ Kvist. Frederik har nået en alder, hvor han så småt er begyndt at interessere sig for det modsatte køn, testosteronet er begyndt at pumpe i hans årer. Inden længe vil han begynde at kæmpe med sin far om pladsen som flokkens leder, og snart vil han få et godt øje til Solveig.
Søren Kvist klør Frederik bag øret, som han har gjort det så tit. Men med sig har han noget, som Frederik formentlig aldrig har set før. Det ligner en lommelygte, er cirka 20 centimeter lang og af metal. Frederik er intetanende om sin skæbne, da Søren Kvist placerer boltpistolen mellem hans begyndende teenagehorn. Og plaf. Næsten lydløst slukker han for det lille ungfårs harddisk. Frederik falder om på siden.
Hvordan føles det at spise et får, hvis hoved du selv har penetreret med en boltpistol? Hvis krop du har plyndret for kød og fedt og proppet ind i dyrets egne tarme? Hvilket forhold får du til døden og til livet, hvis du kun må spise kød og animalske produkter af dyr, som du selv har taget livet af? Det ved Søren ’Sørøver’ Kvist.
