Skat får nyt værktøj til at bekæmpe sort arbejde

Jens Dresling/POLFOTO
Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Rengøring, havearbejde, transport og deslige. Den slags ydelser tilbyder danskere i stor stil over nettet og på apps. Men hvor ofte husker vi at betale skat af det?

Skat har via Skatterådet fået tilladelse til at indsamle oplysninger om private udbydere af arbejdskraft på fem unavngivne platforme. Dermed har de fået mulighed for at se, om folk, der tilbyder privat arbejdskraft, husker at skrive det ind i selvangivelsen.

Et vigtigt tiltag, mener chefkonsulent i netværket af revisionsvirksomheder BDO, Henning Boye Hansen.

»Jeg synes, det er en meget vigtig symbolpolitik, for den giver et vink om, at hvis man bruger de her tjenester, skal man regne med, at Skat følger med fra sidelinjen og laver nogle stikprøver og undersøger, om folk nu også selvangiver det, de tjener«, siger han og fortsætter:

»Skat har været meget længe om at komme ud af starthullerne, når det kommer til deleøkonomi, men nu sker der noget. Jeg tror ikke, at færre vil bruge tjenesterne. Ejerne er klar over skatteproblematikken, og de har formentlig en interesse i, at dem, som bruger deres tjenester, betaler korrekt skat«.

Sort arbejde eller mangelfulde oplysninger

Erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri tager også godt imod Skats nye tiltag. Ifølge cheføkonom Bo Sandberg har de længe sukket efter nogle strammere regler for de deleøkonomiske platforme.

»Man skal huske på, at der stadig findes traditionelle håndværks- og rengøringsvirksomheder, som også er en del af markedet. I vores medlemskreds er der en bekymring for, om der bliver betalt moms og skat på den type portaler. Hvis ikke, er der tale om en unfair konkurrence. Vi hilser alle digitaliseringen velkommen, men samtidig er det godt, at Skat insisterer på en intelligent og målrettet kontrolindsats«, siger Bo Sandberg.

Hos Skat lægger de dog vægt på, at tilladelsen ikke er et konkret våben mod sort arbejde. I stedet handler det om at huske folk på, at også deleøkonomiske indtægter skal indberettes til skattevæsnet, fortæller underdirektør Søren Buus.

»Vi har ikke nogen konkret mistanke om, at der udføres sort arbejde på de platforme, vi har valgt at indsamle oplysninger fra. Der er en risiko for, at indtægterne erhvervet via disse platforme ikke bliver oplyst til Skat, da de fleste borgere hidtil har modtaget automatiske årsopgørelser, hvilket betyder, at de ikke tidligere selv har skullet indberette oplysninger til skat«, siger Søren Buus.

Indtil videre har det være svært at vurdere hvor stort problemet er, når Skat ikke har haft mulighed for at indsamle data. Derfor har Rockwool Fonden, der jævnligt udgiver undersøgelser om udbredelsen af sort arbejde i Danmark, endnu ikke inddraget platforme, hvor privatpersoner udbyder arbejdskraft, i deres undersøgelser. Det fortæller forskningschef Jan Rose Skaksen.

»Det er ikke noget, vi ved noget om endnu. Vi er i gang med at se på nogen af dem, men vi har ingen konklusioner endnu. Man kunne godt forestille sig, at folk glemmer at indberette noget af den indkomst til Skat«, siger Jan Rose Skaksen.

For meget data?

Forfatter, foredragsholder og ekspert i deleøkonomi Claus Skytte glæder sig også over, at Skat har fået tilladelse til at indsamle oplysninger fra de fem platforme. Han stiller dog spørgsmålstegn ved, om Skat har kapaciteterne til at rumme alle de nye oplysninger.

»Har Skat en backend, der kan modtage al den data? Det tvivler jeg på. De skal finde ud af, hvordan de rent faktisk skal indsamle dataen. Som det ser ud nu, er det ikke en endelig løsning, men et skridt på vejen«, siger Claus Skytte.

Skat begynder at indsamle data fra 2017 i den nærmeste fremtid. Først når selvangivelsesfristen er udløbet senere på året, vil de begynde at lave stikprøver blandt brugerne og se, om deres indtægt stemmer overens med deres selvangivelse.

Emil Valdimarsson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her