Lyt til artiklen
Min cykel er en rød italiensk racer, der i 20 år har hjulpet mig over høje bjerge i Sydeuropa i mine formative unge år og gennem den voksne hverdags myldretid i København. Begge mine børn har siddet på et metalsæde foran mig og peget på alt det, der susede forbi deres øjne. »Hvad er det, far?«.
Med al den kærlighed og historie undrer det mig, at jeg passer så skidt på mit klenodie. Engang boede den i lejligheden. Jeg har sågar vasket den indenfor og passet bedre på den end på ubehandlede trægulve. Jeg kunne sidde i skrædderstilling i timevis foran den og justere gearskiftet, så kæden skiftede tandhjul med det præcise klonk, alle cykelelskere – ja – elsker.
