For knap ti år siden blev Abdi Ulad ringet op af en gammel ven fra folkeskolen, der var begyndt at gå til atletik i Korsør, hvor han trænede til at blive en lynhurtig sprinter. Han ville høre, om Abdi ikke ville med en dag.
Vennen, der har marokkansk baggrund, forklarede, at de bedste løbere kommer fra Afrika, så måske var det der løb noget for ham? Dengang var Abdi Ulad 17 år gammel og prøvede at finde fodfæste i det Danmark, han var ankommet til som flygtning nogle år tidligere. Det kringlede sprog voldte besvær, og teenageren vidste ikke rigtig, hvad han skulle bruge sin tid til, så han var nysgerrig.
»Jeg anede intet om, hvad atletik var. Jeg kendte ikke ordet, og jeg forstod ikke, at man kunne gå til løb, uden at der var en bold med. Løber man så bare? Det lød helt forkert i mine ører. Men min ven tog mig alligevel med til sådan en grusbane, hvor klubben Korsør Atletik & Motion trænede. Jeg kom i shorts, T-shirt og hvide Kawasaki-gummisko og mødte Leo Madsen, der er min træner den dag i dag. Da han var færdig med at træne sit hold, kiggede han på mig og sagde: »Du ligner en, der kan løbe«. »Det ved jeg ikke«, svarede jeg. »Alle kan vel løbe«.
Her kunne historien slutte, hvis den somaliskfødte knægt bare havde vendt ryggen til og var trasket hjem fra banen med en helt almindelig teenager-attitude om ikke rigtig at gide noget. Men det gjorde han ikke, for sådan er Abdi Ulad ikke. Han er stædig, ærgerrig, ambitiøs. Og var allerede dengang drevet af en trang til at yde sit bedste, så han blev stående.
