Mads Peder Nordbo drejer sin gråbrune firhjulstrukne pickuptruck til højre, væk fra hovedgaden, ned ad bakke mod vandet.
Her på den forblæste stenstrand på sydsiden af Grønlands hovedstad, Nuuk, gik han ture med sin datter, da de i 2014 flyttede til byen, kastede sten i vandet og tog langsomt deres nye by i besiddelse.
Her, forbi rækker af ramponerede rækkehuse og en kirkegård med slidte hvide trækors, gør vi stop på vores køretur rundt i den by, som krimiforfatteren fra Fyn er få dage fra at flytte fra igen.
Her gør vi status, fordi hans hus flyder med flyttekasser. Når han lukker låget på den sidste og sender dem med skib hjem til Fyn, vender han tilbage til en helt anden tilværelse end den, han forlod for fire år siden.
