Da Dorthe Kastberg tog ’Monstermanualen’, en ny håndbog om og til overbekymrede børn og børn med angst, med i skole første dag efter ferien og læste bogens novelle op for sin 6.-klasse om den bekymrede Simone, der har et lille monster inden i, der gør hende bange og styrer hendes hverdag, rakte to ud af tre børn i klassen hånden op, da Dorthe spurgte, om de kunne genkende sig selv i den historie.
Halvdelen af børnene sagde efterfølgende ja til at lave deres egen ’monstermanual’. Og siden har de enten sammen eller alene skrevet, klippet og klisteret deres egen håndbog sammen, som kan tages frem, når som helst deres frygt melder sig, og de har brug for at blive mindet om, hvordan de kan få sig selv til at falde til ro igen.




























