Det var en af mange lune sommeraftener, hvor vi med vind i håret og sol i øjnene var cyklet til vores foretrukne badested i København. Min datter fiskede krabber, det gjorde også et andet barn med sin far. Børnene var modige, tog krabberne op og mærkede hjertet hoppe en ekstra gang, når skaldyret nippede i fingeren. Krabberne blev sluppet løs igen på en sliske, hvor både bliver sat i vandet. Et par meters sidelæns kapløb mod kanten, så var de små dyr fri.
Da skete det. Slisken var glat af alger, og en dreng gled langsomt ud i vandet, der dækkede mere og mere af hans krop. Vi så det i slowmotion. Først gik vandet ham til livet, så nåede det halsen, han strakte den og kiggede lydløst mod sin far for derefter at forsvinde under vandskorpen. Faderen gled også, måske i forskrækkelse over, at en livsbekræftende aften i dette øjeblik blev trængt i baggrunden af begyndende panik. Han væltede ud i vandet og trak sit barn op. Den lille dreng græd og var selvfølgelig chokeret.
