Bo Andersens pointer er lige så skarpt skåret som de stålkuber, han som ung smed og maskinarbejder lærte at fremstille, så de passer på tiendedele af en millimeter.
»Alt det digitale er trukket ned over hovedet på os, og jeg synes ikke, det er fair. Det er ondt at pådutte gamle den nederlagsfølelse«, siger den 78-årige mand, som sammen med sin hustru bor i en ejerlejlighed på Frederiksberg.
»For det er ikke nogen rar følelse så at sige at blive sendt til skrotning: Nå, kan du ikke følge med? Jamen så sæt dig ned bagest i klassen, dumrian! Hvis du kommer op til tavlen, griner vi ad dig, for du spilder vores tid. Vi har ikke brug for dine erfaringer«.
Det digitale er ikke noget, Bo Andersen går op i. Det tilfører ikke hans liv nævneværdig værdi. Det er noget, samfundet har tvunget ham til at forholde sig til. Men når man ikke er med i det, kommer man let uden for de fællesskaber, som man ellers før var en del af.
»Jeg har f.eks. meget at byde på som håndværker, men det er, som om det ikke betyder noget i dag. Folk snakker næsten ikke med hinanden i ejendommen«, siger Bo Andersen, der også har en højere handelseksamen fra Niels Brock og blandt andet har arbejdet for danske importfirmaer.
Samfundets udstødte
Bo Andersen er ikke alene med sin digitale skepsis. Mindst 315.000 borgere i Danmark har ikke NemID og har frameldt sig digital post, oplyser forfatteren og journalisten Marianne Vestergaard Nielsen, som blandt andet arbejder for Fonden Ensomme Gamles Værn og er aktuel med bogen ’Google er ikke min ven’. Selv blandt dem, der har digital post, får en del deres digitale liv bestyret af manden, konen, børnene eller andre.
»Det er jo usandsynlig mange mennesker, som bare får at vide: Du skal være digital for at være med. De har arbejdet hele deres liv og bidraget til det her samfund på alle mulige måder. De har mapper, der står snorlige, og de gør deres bedste, for det har de altid gjort. Men lige pludselig er det ikke muligt for dem at ordne det selv uden at spørge om hjælp«, siger Marianne Vestergaard Nielsen.
Hun opdagede de digitalt udstødte, da hun besluttede sig for at cykle rundt for at hjælpe folk, der løb sur i de digitale selvbetjeningssystemer. Her så hun blandt andet, at det er let at få urimeligt høje regninger fra sit telefonselskab, når man ikke selv længere kan tjekke, hvad man betaler. Og at der bare skal en lille detalje til, før ens computer ikke længere husker ens password, og man ikke kan finde tilbage.
»Pludselig får de her mennesker, som er dygtige og kompetente til alt andet i deres liv, denne blinde digitale vinkel, som gør, at de taber selvstændighed og råderet i deres eget liv«, siger Marianne Vestergaard. Det er ikke kun synd for de mennesker, som er uden for det digitale liv, og som bliver mere ekskluderede, end de behøver, mener hun. Alle andre borgere mister også noget.
»Vi opdager slet ikke, at vi går glip af alle de menneskers kompetencer og erfaringer, og det er virkelig ærgerligt«, siger Marianne Vestergaard Nielsen.
Hustruen tager sig af NemID
Bo Andersen har sagt ja til at fortælle, hvordan han har oplevet digitaliseringen af samfundet, men det er tydeligvis ikke noget, han finder særlig spændende. Ethvert spørgsmål afføder fortællinger om sjove, interessante og dramatiske oplevelser fra alle mulige områder af hans liv.
Det er ikke nogen rar følelse så at sige at blive sendt til skrotning: Nå, kan du ikke følge med? Jamen så sæt dig ned bagest i klassen, dumrian!
Bo Andersen
»Det vigtigste for mig er det håndgribelige og den direkte menneskelige kontakt«, siger den 78-årige mand.
Han er vokset op i efterkrigsårenes nøjsomhed, er uddannet smed og maskinarbejder, men blev selvstændig og har det meste af sit arbejdsliv renoveret huse og lejligheder. Jazz, sang og en 18.500 km lang Asien-tur i selvbygget folkevognsrugbrød prægede de unge år. Livet med hustruen, Mariane, som han mødte på Københavns Hovedbanegård og i morgen har kendt i præcis 46 år, har været og er fyldt med rejser, jitterbug og andre fritidsinteresser, bøger, musik og samtaler om alt mellem himmel og jord.
»Hun er fantastisk. Vi har et tv, men ser det aldrig, for vi finder altid noget interessant at snakke om«, siger han med hengivenhed i stemmen.
Hjemmet er fuldt af ting, der skal være til at få fat i. Et kort over Nordeuropa er slået op. Her er bøger i reoler og bunker. Her er kasser med tidsskrifter, artikler, cd’er og videoer. Her er planter og friske blomster, litografier, klaver og gamle møbler. I køkkenet er der potter og pander af kobber i lange baner, og i hjørnet nær altanen en samling elektronik, blandt andet et tv med front mod væggen og en printer.
At glo på en skærm er simpelt hen sådan en passiv tilgang til livet. Bo Andersen fatter ikke, hvad det er, der er så vigtigt, når han ser folk vade rundt på gaden med blikket stift rettet mod telefonen.
»Jeg er ikke maskinstormer. Jeg var en af de første, der fik biltelefon«, fortæller Bo Andersen, som også havde en intention om at »lære det der computerlort«, som han siger. Men interessen holdt ikke ved. Han har også netbank med betalingsservice og NemID – for det skulle han have, da han som 71-årig igen oprettede firma – og en mailadresse.
»Jeg bruger det bare ikke. Vi har fælles økonomi, så Mariane tager sig af alt det digitale«.
Da der for fire år siden kom brev om, at nu skulle alle danskere over 15 år være digitale borgere og oprette en postkasse til elektronisk post, sagde Bo Andersen fra.
»Jeg får almindelige breve, for jeg var oppe at sige, at »det der kan I fandeme godt glemme«.
De gamle systemer skæres væk
Ligesom andre samfundsudviklinger fører den digitale udvikling en masse nyt med sig, som nogle borgere hopper hurtigere på end andre. Men den digitale udvikling får i for høj grad lov til at skubbe de gamle systemer væk, før alle er med på de nye, mener Marianne Vestergaard Nielsen.
»Det går så superstærkt, at man ryger ud af ligningen, hvis man ikke følger med. Det nye bliver ikke bare bygget ovenpå, det gamle bliver også skåret væk«, siger hun og nævner ting som øjenkontakt med sagsbehandlere, breve, som når frem i tide og personlig betjening som nogle af de trygge havne, der er forsvundet mange steder.
Jeg talte med en kvinde, som lige havde fundet ud af at bruge sundhed.dk. Så kom der en opdatering af hjemmesiden, som ændrede alt muligt, og hun følte sig slået helt tilbage til start
Marianne Vestergaard Nielsen
»Da telefonen blev opfundet, kunne man stadig sende breve, og da fjernsynet blev moderne, kunne man stadig høre radio. Men nu er vi ude i, at gamle systemer bliver skåret væk, før folk er med. YouSee slukkede for FM-signalet i januar, og mange sagde: Nu kan jeg ikke høre radio mere. Så skaffede de sig en DAB-radio, og pludselig duede den heller ikke og skal erstattes af en DAB+. Mange oplevede, at noget, der faktisk virkede, blev taget væk fra dem«, siger Marianne Vestergaard Nielsen og peger på, at det manglende sikkerhedsnet under de digitalt udstødte skaber mange problemer og koster tid og frustrationer.
Hun har blandt andet oplevet en kvinde bruge månedsvis på at få en kopi af sin registreringsattest til sin bil, fordi hun ikke har NemID.
»Os, der bruger NemID, opdager slet ikke, hvor mange gange vi skal bruge det. Men dem, som ikke har det, oplever mange sammenstød og lang ekspeditionstid på næsten alt«, siger Marianne Vestergaard Nielsen.
Selv folk, der bruger computer og mobil, kan have svært ved det tempo, tingene udvikler sig i.
Bo Andersen sandspartlede og filtede i sin tid væggene i ejendommens slidte og mørke opgang. I dag spildes mange af hans håndværksmæssige evner, fordi folk i ejendommen efter hans udsagn kommer længere og længere væk fra hinanden.
»Jeg talte med en kvinde, som lige havde fundet ud af at bruge sundhed.dk. Så kom der en opdatering af hjemmesiden, som ændrede alt muligt, og hun følte sig slået helt tilbage til start«, siger hun.
Kontanter er i farezonen
Bo Andersen har dankort og MasterCard, som han kun bruger til større ting, for ellers giver det for meget bogholderi. Det der med at købe en ispind med betalingskort, nej tak. Efter behov tager han turen til en af de bankfilialer, som der hele tiden bliver længere til, for at trække print af posteringerne, så han kan holde øje med dem og hæve kontanter. Det kan være svært at ramme tasterne rigtigt, for han ryster lidt på hænderne, men det går.
Hvad hvis kontanter afskaffes?
»Så vil jeg håbe, at jeg er død og borte, for så består verden sgu da ikke længere. Vi har haft mønter i årtusinder, hvorfor skulle vi afskaffe dem nu«.
Bo Andersen har haft mobiltelefon, siden de blev almindelige, men han har ikke investeret i en smartphone.
»Det har jeg ikke behov for. Jeg kan godt se, at man kan google alt muligt, men hvad skal jeg bruge det til. Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af, eller spilder jeg ikke tid på, skulle jeg måske sige. For jeg føler ikke, at jeg går glip af noget vigtigt. Hvis jeg har et umådeligt behov for at vide noget, må jeg jo finde ud af det«.
Men det kan blive en realitet, for politikerne er begyndt at tale om det kontantløse samfund. Det gør Marianne Vestergaard Nielsen gal, når hun hører folkevalgte tale om, at folk bare må komme ind i kampen, hvis de ikke har lyst til at betale med dankort eller en app på deres smartphone.
»Private virksomheder kan sige: »Hvis du vil handle med os, så skal du kunne det eller det«, for det er deres forretning. Men den private tankegang smitter af på landspolitikerne, så de tromler hen over folk. I mine øjne er det netop deres job at sørge for dem, der ikke kan det digitale. De andre skal nok klare sig«, siger Marianne Vestergaard Nielsen.
Samtalen er flyttet over på mail
Danmark roses ofte for at være langt fremme i de digitale sko, og det fremhæves ofte, hvor dygtige mange ældre er. Men det giver ikke point at tale om, hvordan det føles, når ens dyrekøbte livserfaring så vel som praktiske evner ikke tillægges værdi. Den del er tabu.
Bo Andersens erfaringer har ellers vist deres værd, f.eks. når en beboer i ejendommen får en vandskade klokken 2 om natten, fordi et rør er tæret. Så er det rart at kunne banke på hos en nabo med værktøj, viden og villighed til at hjælpe. Sådan noget har den gamle smed gennem årene tit hjulpet med, ofte med en kold øl og en god snak som belønning. Men den digitale kommunikationsfremmarch har også trukket noget af fællesskabsfølelsen i ejendommen væk, føler han.
»I gamle dage snakkede vi sammen om tingene, men nu er der lavet forretningsorden og mødeindkaldelser, og al kommunikation foregår på mail. Jeg synes, det er så upersonligt. Det går ud over den menneskelige kontakt«.
Bo Andersen nægter at føle sig som en dumrian, fordi han ikke har computer, smartphone og GPS. Han har det jo godt alligevel, og han ved, at han også kan klare sig, hvis strømmen går.
Bo Andersen har sine meningers mod. Han er bevidst om, at nogle ser ham som en gammel knark, der er stået af toget for mange år siden.
Men samfundet – både det store og vores små lokale samfund – bliver fattigere, når en stor del af beboerne blive udelukket, fordi vi ikke længere færdes på de samme kanaler, mener Marianne Vestergaard Nielsen.
Christiansborg skal ikke nødvendigvis ind over alt, for vi har alle et ansvar, og vi skal blive bedre til at opdage, hvis vores nabo ikke er med på maillisten eller en anden forælder har svært ved Skoleintra. Få smidt et postkort ind ad døren eller ring til naboen, så de får besked om storskrald og ændringer til arbejdsweekenden. De her mennesker kan være en kæmpe gave i for eksempel boligforeningen, hvis man bare rækker ud«, siger hun.
Paradoksalt nok kunne digitale løsninger godt være med til at gøre blandt andet ældre mennesker mindre ensomme. Hvis man har svært ved at komme ud af døren og bor langt fra familien, kan de sociale medier og muligheden for at tale over Skype være en gave. Men det kræver for det første, at de selv er motiverede, og for det næste skal de hjælpes i gang med det digitale, påpeger Marianne Vestergaard Nielsen.
»Institut for Menneskerettigheder har foreslået, at der bliver oprettet en ledsageordning, så man kan gå ud i den virtuelle verden med nogen ved hånden. Det er en god idé«, siger hun.
At glo på en skærm er simpelt hen sådan en passiv tilgang til livet. Når jeg ser folks bevidstløse vaden rundt med blikket på telefonen, så tænker jeg, hvad er det dog, der er så vigtigt
Bo Andersen
Men for Bo Andersen er det ikke firkantede skærme, der kaster et varmt skær over tilværelsen. Han føler sig overhalet indenom og udenom, men konkluderer, at han skam har det meget godt alligevel.
»At glo på en skærm er simpelt hen sådan en passiv tilgang til livet. Når jeg ser folks bevidstløse vaden rundt med blikket på telefonen, så tænker jeg, hvad er det dog, der er så vigtigt«, siger han og imiterer med tydelig foragt en fodgænger.
På vej hjem fra interviewet er jeg lidt i tvivl om retningen og ville under normale omstændigheder have brugt min smartphone. Men det behøves ikke, for Bo Andersen har forklaret, hvor jeg finder den nærmeste bus: Jeg skal bare gå i retning mod solen.
