Bo Andersens pointer er lige så skarpt skåret som de stålkuber, han som ung smed og maskinarbejder lærte at fremstille, så de passer på tiendedele af en millimeter.
»Alt det digitale er trukket ned over hovedet på os, og jeg synes ikke, det er fair. Det er ondt at pådutte gamle den nederlagsfølelse«, siger den 78-årige mand, som sammen med sin hustru bor i en ejerlejlighed på Frederiksberg.
»For det er ikke nogen rar følelse så at sige at blive sendt til skrotning: Nå, kan du ikke følge med? Jamen så sæt dig ned bagest i klassen, dumrian! Hvis du kommer op til tavlen, griner vi ad dig, for du spilder vores tid. Vi har ikke brug for dine erfaringer«.
Det digitale er ikke noget, Bo Andersen går op i. Det tilfører ikke hans liv nævneværdig værdi. Det er noget, samfundet har tvunget ham til at forholde sig til. Men når man ikke er med i det, kommer man let uden for de fællesskaber, som man ellers før var en del af.
