En hånd griber fat om min ankel og ryster mit ben, så jeg med en alt for stor datter på armen er ved at miste balancen. Under mig ligger en spjættende krop, ansigtet er blegt, væsnet forekommer sygt og plaget. Vi har forvildet os ind i en mørk have, og de levende døde er ude efter os. De skriger. De løber mod os fra alle retninger. De vil trække os med ned i deres døde og golde verden. I sidste øjeblik lykkes det mig at vriste foden fri, jeg sætter min datter ned på græsset, og vi løber begge mod udgangen i det fjerne. Pludselig bliver et bordtennisbord ved siden af os levende. Det danser, fordi zombier i skjul nedenunder flår i stativet. Hver en muskel i min krop spænder op i et sidste gys. Vi når selvfølgelig lige at snuppe et stykke slik fra skålen, inden vi tager flugten ud gennem lågen. Endelig i sikkerhed!
For min lille familie er halloween blevet en begivenhed, vi ser frem til. Vi taler om, hvem der kommer, hvordan vi skal skræmme livet af ungerne, og hvad der mon venter bag de lukkede døre i kvarterets opgange og villaer. Jeg holder af halloween, fordi det i modsætning til mange af vores ældgamle traditioner er en social begivenhed, der rækker videre end til dem, vi altid er sammen med. Jul, påske og fødselsdage fejrer vi sammen med den nærmeste familie og nære venner. Med halloween er det anderledes. Det er mig bekendt den eneste tradition, hvor du kan slippe af sted med at banke på et fremmed menneskes dør uden at virke anmassende som en telefonsælger. I år havde jeg fornøjelsen af at være en af de voksne, der gik med flokken af unger rundt i nabolaget og sagde »slik eller ballade«, når døren gik op. En opgang var hyldet ind i spindelvæv og rødt lys, vi blev ledt ind i gården, hvor der blev serveret popcorn til børnene. En kittelklædt kvinde rakte et glas mod mig, og jeg svælgede med stor fornøjelse en gin og tonic. Så stod vi der og skålede med fremmede og grinede indforstået over, at her var der også noget at hente for de voksne. Kort efter gik vi videre. Øverst oppe i en ældgammel ejendom gik døren op af sig selv, og en sortklædt skikkelse tog imod uden en lyd. Børnene listede forsigtigt frem, og med rystende hånd plukkede de et stykke fra den krøllede bland selv-pose.
