Jeg hørte den i radioen, »Sneflokke kommer vrimlende, hen over diger trimlende«, kiggede ud på det våde, grå og fornemmede en stærk længsel efter, at det skulle »knyge ud af himlene og sluge hegn og gård«. Som det skete for 25 år siden, og vi sneede inde i 24 timer. Danmark lukkede ned, vi lukkede os inde i snestormen, ingen skole, ikke på arbejde, mad nok, tøj nok, varme nok, lykkelige børn, vi husker det stadig, især fordi postbuddet kom i sin lille gule bil med Politiken, selv om alle veje var lukket, og politiet frarådede al udkørsel.
Jeg talte otte hoppende solsorte omkring æblerne på den grønne smattede græsplæne og ville meget hellere, at »det er koldt derude, kun med sagte pik på rude, melder sig den små musvit«, eller at give børnene flyverdragter på, lukke døren op og minde dem om: »vær lidt varsom denne ene morgen, træd forsigtigt i den nye sne. Her har endnu ingen gået, her bli’r alle dine spor at se«.
