Discountsupermarkedet med neonlys og papkasser er forsvundet. Nu kæmper både supermarkeder og lavprisbutikker om de samme kunder og med samme midler: lave priser og et stadig bredere sortiment.

Discountbutikken er væk: Føtex slår Netto i pristjek

To kurve med varer fra den engang klassiske discountbutik og fra det store supermarked. Nu er priserne næsten ens. For forbrugerne betyder det, at de kan handle billigt i næsten alle slags dagligvarebutikker.  Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
To kurve med varer fra den engang klassiske discountbutik og fra det store supermarked. Nu er priserne næsten ens. For forbrugerne betyder det, at de kan handle billigt i næsten alle slags dagligvarebutikker. Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Rema 1000 vinder årets discountpristjek i Politiken.

Til lykke til dem.

Men det mest interessante beløb befinder sig et helt andet sted i pristjekkets resultater.

Det er et ganske lille beløb, kun 47 øre. Men det illustrerer, at det rå discountkoncept er ved at dø i Danmark.

For de 47 øre er forskellen på indkøbet af 30 dagligvarer af den meget hverdagsagtige slags såsom flåede tomater, mel, bananer, toiletrens, tebreve og minimælk i henholdsvis Netto og Føtex, Prisforskellen er sågar i Føtex’ favør.
Oprindelig havde de to butikker helt forskelligt koncept: Netto som discountbutik, Føtex som et mere luksuriøst supermarked med større udvalg og højere priser.

Sådan er det ikke mere. Discountbutikkerne har i flere år udvidet deres sortiment, så de nu ikke kun sælger basisvarer, kunderne selv måtte rode ud af papkasser, men også egne mærker, såkaldte private labels, både discount- og luksusprodukter.

Michelinkokken Wasim Hallal udviklede op til jul en konfektlinje, inklusive nougat og marcipan, for Lidl. Samtidig har de store supermarkeder fået egne discountlinjer, Føtex har budgetlinjen, Coop X-tra. Vil man f.eks. købe to kilo hvedemel, er de billigere i Føtex end i Aldi, Fakta og Lidl.

Årgangsvine og bakeoff

»Verden er gået lidt af lave i discountbranchen. Der er ingen discountbutikker tilbage som dem, vi så i Tyskland i 1980’erne med lysstofrør, klinkegulv og reoler fyldt med papkasser, hvor toppen var skåret af. De tyske discountbutikker lignede hinanden fuldstændig, da de kom til Danmark, men sådan ser ingen discountbutikker ud mere,« siger Per Østergaard Jakobsen, ekspert i detailhandel og ekstern lektor på CBS.

»Netto er ved at upscale lidt. De prøver at kommer væk fra deres discountimage ved at lave moderne butikker med et nyt udtryk og er allerede anderledes i forhold til den officielle forståelse af discount. Hvis du tager Aldi og Lidl, er de stadig lidt mere rå, selv om de har opgraderet deres sortiment og har flere økologiske varer på hylderne. Men selv de er ved at trække i en mere luksuspræget retning, Lidl har haft en stor kampagne med franske årgangsvine, Aldi laver bakeoff«, siger han.

»Formaterne står ikke så stærkt mere. De nærmer sig hinanden«, siger Dorte Wimmer, direktør i Retail Institute Scandinavia.

»De store supermarkeder sætter nu priserne på basisvarer ned, for de har set lavprisbutikkerne tage deres kunder ved at tilbyde flere luksusvarer. I Danmark er pris sindssygt vigtigt, vi er Tilbudsdanmark. Men prisen er nærmest et hygiejneparameter, som skal bare være i orden. Har vi har opfattelsen af, at den er det, kommer vi i butikken hele ugen, og det er det, der giver volumen«.

Det var netop det, der var problemet i Føtex. Kunderne kom gerne fredag for at købe rødvin og bøffer, men når de skulle købe minimælk og hakket kød, gik de andre steder hen, forklarer Thor Jørgensen, direktør for Føtex.

»Vi havde kunder, som fortalte, at de simpelthen valgte os fra om mandagen på grund af prisen. Vi vil gerne tilbyde kunderne at kunne handle hos os hele ugen med forskellige formål«.

Angrebet på hjemmebane

I Netto tager landedirektør Brian Seemann konkurrencen ret roligt, for når supermarkeder vil kapre hans hverdagskunder, er modsvaret at tilbyde dem varer, så de lægger deres weekendindkøb i Netto:

»Når Føtex går ind på vores bane, må vi angribe på deres. Det handler om en bedre butiksoplevelse, indretning og økologi. Prisen er stadig meget vigtig, og vi holder øje med vores konkurrenters priser hver eneste uge, og vores priser ligger, hvor de skal, mener vi, men der er også andre parametre: indretning, et endnu bedre sortiment, danske varer, flere private labels-varer«.

En fremtid med mindre discount, men faste lave priser også i store supermarkeder er godt for forbrugerne, mener cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk Martin Salamon:

»Det er jo positivt, at vi bevæger os hen imod et større udvalg af kvalitetsvarer i flere butikker. På den måde bliver økologiske varer, bæredygtige varer og sunde varer noget, mange flere forbrugere møder mange flere steder«.

Sarah Skarum

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her