Lyt til artiklen
Jeg var et mærkeligt barn. Meget hoved, ikke ret meget krop, og det gav ikke mange point at have læst ’Hamlet’ som teenager, når alle de andre spillede håndbold i hallen. Så jeg var også i mange år et ensomt barn. Jeg husker det ikke som frygtelig ulykkeligt, det var mest bare sådan, det var. Jeg havde en stor familie, mange søskende, få få venner og mange timer alene.
Jeg elskede bøger og biblioteket på måden, hvorpå man fik skældud for at låne, læse og aflevere bøger på samme dag. Jeg brugte timer på at høre radio, skrive på min skrivemaskine og drømme om, ja, ikke om at være som de andre, men om, at der var nogen som mig. At have fortrolige. Måske egentlig at blive set som andet end et klogt og lidt mærkeligt barn.
