Esben Kjærs søn døde for syv år siden, og sorgen kan stadig overvælde ham. Ikke som i begyndelsen, hvor smerten og savnet fyldte alt. Men sorgen er der altid et sted. Nogle gange gør den ham ked af det, andre gange ikke.
I søndags ramte den. Mens orgelpiber og salmesang fyldte Sønder Aarslev Kirke vest for Aarhus, begyndte Esben Kjær at græde til tonerne af ’Se nu stiger solen af havets skød’ – lige inden han skulle give en gæsteprædiken.
Det er ikke til at sige, hvorfor sorgen besluttede at røre på sig lige i det øjeblik. Måske fordi ’Se nu stiger solen’ mindede Esben Kjær om begravelsen i 2012. Måske fordi orange solopgange lige siden har været som en hilsen fra hans afdøde, rødblonde søn Sebastian.
Eller også ramte sorgen lige der midt under salmesangen, fordi det er sådan, sorg gør. Den kommer, gør ondt, går væk og kommer igen. Og efter syv år med sorg lærer man, at det ikke nytter noget at kæmpe imod.
