For nogle uger siden havde min steddatter fødselsdag. De store gaver stod hendes far for, først og fremmest en cykel, som allerede er blevet stjålet igen. Hvor forsvinder alle de cykler hen? Men de små, dem, der gør, at gavebordet ser imponerende ud, hvilket er vigtigt, uanset om man bliver 7 eller 17, dem stod jeg for. Perlehårspænder, en skør kop, der lignede noget, der havde stået i Monicas køkken i ’Friends’, og så en stak bøger. Fordi bøger er det bedste i verden, fordi man læser, når man har bøger, og fordi jeg tror på, at man læser mere, når man oplever, at andre omkring en ser bøger som noget fantastisk.
Og måske allermest, fordi sådan er jeg selv vokset op. I et hjem, hvor min mors bøger var et nagelfast punkt på budgettet selv i de år, hvor mine forældre havde flest hjemmeboende børn og færrest penge. Hvor vi var medlem af Børnenes Bogklub, og hvor jeg husker at få bogudsalgskataloget udleveret og et beløb at købe ind for, og hvordan jeg sad i timevis og forsøgte at optimere mine indkøb.
