Det bliver et langt sejt træk. Men med hollandske Chris Vogelzang som ny kaptajn på broen er Danske Bank klar til at håndtere en af de allerstørste udfordringer i bankens historie: At få genoprettet tilliden til banken efter en hvidvaskskandale, som har gjort banken internationalt berygtet og smadret forholdet til danske politikere og den danske offentlighed.
Der er næppe tvivl om, at Danske Banks hovedaktionær, A.P. Møller Holding, havde foretrukket en nordisk topchef med dybtgående kendskab til Danske Banks kernemarkeder. Men at finde en kandidat i en nordisk bank uden hvidvaskproblemer har været en umulig opgave, og europæiske bankchefer har tilsyneladende ikke stået i kø for at få kontinentets måske mest krævende og utaknemlige job i et land, hvor høje direktørlønninger er uglesete.


























