Vinduespudsning er en af de rengøringsdiscipliner, hvor amatører meget ofte må se sig trumfet af profferne, som på ingen tid kan gøre snavsede ruder skinnende rene og få dagslyset til at vælde ind, hvorimod ens egne timelange anstrengelser med sæbe, klud og skraber ender med alt for synlige striber og vaskespor på vinduerne.
Men hvad nu, hvis man bevæbner sig med en elektrisk vinduesvasker, der på én gang skraber og suger vandet væk? Ja, så er det muligt at få et flot og stribefrit resultat. Men det er langtfra alle apparater, der leverer varen.


























