Jeg har altid været misundelig på dem, der havde gamle venner. Folk, de havde kendt altid, var vokset op med, havde gået i folkeskole, ja, måske i gymnasiet med. Det har jeg ikke. Jeg ser en enkelt fra mit gymnasium, men ud over mine søskende så ingen, der har kendt mig, før jeg var 15. Sådan blev det bare. Måske fordi jeg, fra før jeg var 15, drømte om at flytte fra den lille by, hvor jeg boede. Ingen har lyst til at investere for meget i en, der længes et andet sted hen. Måske fordi det faktisk lykkedes mig den sommer, jeg blev student.
Jeg brugte al min energi på at falde til i København, lære folk at kende her, falde til. Jeg fik venner på mit studie, på mit kollegium og på mine jobs. Nogle venskaber er bevaret, andre er faldet fra, og i mange år bekymrede det mig. At jeg ikke var sådan en, der beholdt sine venskaber i årevis. Måske var der ligefrem noget galt med mig.
