En nat bliver det sommer, og en morgen opdager man så, at efteråret er på vej, når køligheden i luften er en anelse skarpere, himlen lidt mere blå og lyset, der falder på murene i gårdene, lidt mere skarpt. Træerne er dybt grønne, og selv om alting stadig bugner af overflod, æblerne hænger på træerne, butikkerne bugner af græskar og majs, der er bønner at plukke og asier at sylte, men alligevel synger alting en vemodig melodi: Efteråret er på vej.
Jeg elsker egentlig efteråret. Måske er det de mange år som elev, først i skole og gymnasium, senere på universitetet, der gør, at det føles, som om det er i efteråret, at et nyt år for alvor begynder, og selv om det er mange år siden, jeg har taget hul på nye semestre i efteråret, sidder rytmen stadig i kroppen. Nok skifter årstallet på kalenderen til nytår, men mørket er det samme, ingenting er forandret. Men efter sommerferien kommer man tilbage i virkeligheden glad og mild og udhvilet med sommerferiens overskud som en hånd i ryggen, klar til efterårets lange arbejdsperiode.
