Det er blevet rigtig dyrt at være den forsigtige type. Eller den ligeglade det-har-andre-nok-styr-på-type.
I hvert fald på pensionsområdet, hvor de fleste danskere i dag selv kan vælge, om deres penge til alderdommen skal investeres med lav, moderat eller høj risiko for tab.
Det afspejler groft sagt fordelingen af pengene mellem sikre obligationer og aktier, der kan give både store tab og store gevinster.
Problemet er bare, at det ekstremt lave renteniveau stille og roligt kvæler opsparinger med lav risiko – de indeholder nemlig mange obligationer. En rente omkring 0 lægger også en dæmper på væksten i en opsparing med moderat risiko.
Derfor bruger pensionsselskaberne i øjeblikket mange kræfter på at få især de unge til at tage aktivt stilling til, om de har den rigtige risikoprofil. Eller om de burde komme ud af deres comfort zone med muligheden for at blive rigere pensionister.
»Nogle unge synes, det lyder godt med sikkerhed. Men det er faktisk blevet til sikkerhed for, at man ikke får noget ud af det«, siger Carsten Holdum, forbrugerøkonom i PFA, der er landets største pensionsselskab.
Derfor har selskabet indført en ny rutine med at spørge ind en ekstra gang, hvis en ung kunde vælger lav risiko.
»Vi har en ny situation med den lave rente, der har bidt sig fast. Forskellen på at vælge lav og høj risiko er blevet utrolig stor. For ti år siden kunne man godt få et beskedent, men sikkert plusafkast på en dansk statsobligation, som mange faktisk var tilfredse med. I dag er afkastet omtrent nul«, påpeger han.
PFA’s beregning viser, at en typisk kunde efter 38 års opsparing kan forvente at stå med 380.000 mere ved at vælge høj risiko frem for lav risiko.
Fakta
Risiko vs. afkast
Du er 30 år, tjener 400.000 kroner om året og indbetaler 15 procent til pension, indtil du fylder 68 år.
Så stor er forskellen i kroner og øre på de tre profiler, du kan vælge at få din opsparing investeret efter:
Lav risiko: Pensionen bliver 2,37 mio. kr.
Moderat risiko: Pensionen bliver 2,56 mio. kr.
Høj risiko: Pensionen bliver 2,75 mio. kr.
Note: Beløb i nutidskroner. Lønnen følger inflationen. Afkast beregnet efter forudsætninger udarbejdet af Rådet for Pensionsprognoser.
Kilde: PFA Pension
Spar mere op
Michael Møller, der er professor i finansiering på CBS, mener ikke, at de negative renter og udsigten til lavere afkast i sig selv bør få folk til at tage en højere risiko med deres pensionsopsparing.
Svaret på den udfordring er i stedet at spare et større beløb op, siger han.
Men hans råd er principielt, at unge i de første år investerer hele deres opsparing i aktier, fordi de giver et forventet større afkast: For de næste ti år lyder prognosen på i størrelsesordenen 5-10 procent årligt i gennemsnit.
Professoren forklarer:
»Som ung udgør din opsparing en meget lille del af din forventede samlede pensionsopsparing. Den første måned på arbejdsmarkedet indbetaler du måske 4.000 kroner. Forestil dig, at du investerede hele beløbet i én aktie. Det lyder risikabelt, fordi hele din nuværende pensionsformue forsvinder, hvis selskabet går fallit. Men du har jo knap 500 månedlige indbetalinger foran dig, så selv om du taber hele beløbet, vil det ikke påvirke din pension særlig meget«, siger Michael Møller.
Alligevel har mange unge danskere en opsparing med lav eller moderat risiko.
Det skyldes enten, at de selv har krydset af ved denne risikoprofil – eller at deres ordning som udgangspunkt er indrettet sådan efter ønske fra arbejdsgiveren.
Meningen er så, at den enkelte medarbejder selv skal tage stilling til, om de er tilfredse med risikoen, eller om de vil satse på flere aktier i håbet om at få et større afkast.
Svært at fange de unge
Men det store dilemma er, at den overvejelse får rigtig mange unge ikke gjort sig, fortæller Anne-Louise Lindkvist. Hun er kunderådgivningschef i landets tredjestørste pensionsselskab, Sampension.
Her tager kun hver tiende af de unge kunder under 30 år imod tilbuddet om en rådgivningssamtale, hvor de kan få mere at vide om fordele og ulemper ved de forskellige risikoprofiler.
Uden rådgivning kan man ende med at få et afkast af opsparingen, der ikke er optimalt.
»Jeg tror, at alle pensionsselskaber gør store krumspring for at gøre pension interessant for nyansatte. Men vi er oppe mod mange andre spændende ting i de unges liv«, siger hun.
Sampension forsøger sig bl.a. med gå-hjem-møder ude på arbejdspladserne, hvor oplægsholderne selv er unge.
»Nogle gange kan det afgørende skub mod at vælge en investeringsprofil med højere risiko være, at vi forklarer, at vi automatisk nedtrapper risikoen, når kunden nærmer sig pensionsalderen. Vi kører ikke bare fuld skrue«, siger Anne-Louise Lindkvist.
I PFA understreger Carsten Holdum, at der ikke er noget rigtigt eller forkert investeringsvalg, for det er individuelt. Bare man sætter sig ind i tingene og faktisk tager en aktiv beslutning.
»Det er for eksempel en god idé at tale med kolleger, venner og familie om det«.
fortsæt med at læse




























