Forleden læste jeg bogen ’Fuglene’ af Tarjei Vesaas færdig. Den er fremragende, og så snart jeg havde læst sidste side og sundet mig over, hvor vild en bog – den handler dybest set om to mennesker, der møder et tredje, et sted i Norge, uden for en lille by, og i hvilken der nærmest intet sker – kan være, begyndte jeg at overveje, hvem jeg skal forære den til.
Det var ellers et tilfælde, at den endte i stakken på mit natbord. Jeg fik den anbefalet af min boghandler, som sagde: »Måske er den noget for dig«. Jeg havde aldrig nogensinde købt den selv. Jeg kendte ikke Tarvej Vesaas, selv om han fik nobelprisen engang i tresserne. Bogen er ikke særlig pæn, et grimt orange cover, og allerværst så anbefaler Knausgård den på forsiden, og ham er jeg mellem os noget træt af. Så mange ord om én midaldrende mand. Jeg gad ikke engang læse så meget om mig selv.
