Siden 2006 har mine forældre haft et lille træhus i en skov i Småland. En stuga malet i svensk rödfärg selvfølgelig, omgivet af tyste granskove draperet med endeløse blåbærtæpper om sommeren og hemmelighedsfulde lommer med kantareller om efteråret. Et sted med ro, stilhed og elglort i underskoven.
Mine drenge var helt små, da vi første gang kom derop en iskold vinter, hvor det som altid tog brændeovnen en halv dag at varme huset op, så man kunne sidde med dynen inde i sofaen og læse gamle Anders And-blade. Siden da er de vokset op med huset i skoven som en fast følgesvend. De er blevet eksperter i at fiske gedder i den mørke sø og styre den grønne kano gennem åen. De er blevet fodret med blåbærtærter, pandekager med kardemomme og hjemmebagte boller, men lærte dog aldrig at sætte pris på den eksistentielle, nærmest rituelle, glæde ved et frokostbord med matjessild med nye kartofler, rødløg, dild og cremefraiche. Og iskold snaps, helst O.P. Anderson, hvis jeg må bestemme, til at lade det glide ned med ...
