Da jeg flyttede hjemmefra, kan jeg huske,at jeg overvejede, hvem der mon talte ved middagsbordet, nu hvor jeg var væk. Jeg har fire små søskende, så det var ikke, fordi der manglede selskab for mine forældre, men fordi jeg altid spiste hurtigt og så erobrede ordet. Jeg havde heller aldrig rigtig været alene som barn, der var altid nogen hjemme. Jeg elskede selskab, så jeg elskede også at bo på kollegium, hvor der altid var nogen, der hang ud i køkkenet, og hvor man kunne slå sig ned og se gamle realityserier eller spille Trival Pursuit. Jeg har stort set altid boet sammen med nogen og altid arrangeret mange fester, holdt middage, haft mange venner.
Men jeg troede faktisk, jeg var blevet mere og mere introvert på mine gamle dage. Jeg har haft brug for fred og ro – langt mere end for ti år siden. For aftener, hvor jeg lukkede døren til soveværelset og satte mig i sengen med en bog og en kop te. Jeg har tænkt, at måske er det sådan, det var, når man for alvor blev voksen og fremkaldt som menneske. At jeg ikke helt var en selskabspapegøje mere.
