Lige før Vesterbrogade rammer H.C. Andersens Boulevard, står nogle små træer i firkantede bede placeret mellem fortovets fliser. De sidste par uger er grenene gået fra tynde vintergrene til tykke forårsgrene, og i morges da jeg kom gående, var bladene foldet ud og flimrede spæde og tynde mod den blå himmel. Så sart som kun et nyudsprunget blad kan være.
Og jeg så det, og så så jeg det virkelig, og pludselig var det det eneste, der var i verden i et øjeblik. Tanken om, at træerne stadig springer ud, at det er forår, at naturen ikke tager sig af, hvordan verden ser ud, og hvad der ellers sker. Året ruller som et tungt hjul gennem tiden, efter vinter kommer vår, slægt skal følge slægters gang, og selv om ingenting er, som det plejer, er alting, som det plejer.
