Da vi nærmede os åbningen af Danmark, gik bølgerne højt, både i befolkningen og blandt fagfolk. Var det rimeligt at sende børnene ud i forreste skudlinje? Skulle vi nu ’ofre vores børn’ og sende dem i institution, så de voksne kunne komme på arbejde? Ville børnene udvikle sig til små virusspredende monstre? Ville vi se en bølge af midaldrende fædre med dødelig corona? Og ville børnene for altid være plaget af skyldfølelse over at have lagt deres bedsteforældre i graven?
Der er ikke nagelfaste svar på alle spørgsmål, men det står klart, at det er uhyre sjældent, at børn udvikler en alvorligt forløbende coronainfektion. I Danmark har man kun set asymptomatiske eller helt milde forløb.




























