I foråret vågnede jeg flere morgener op og tænkte, »hvad skal vi egentlig lave i påsken?«. Indtil det slog mig, at jamen for pokker, det havde jo været påske. Jeg havde bare ikke bemærket det, for påsken blev udvisket af coronanedlukningen, og pludselig var de stille dage, som jeg plejer at elske i påsken, hverdag i ugevis. Vi var hjemme alle dage, byen var stille alle dage, alt lignede hinanden.
Det gik op for mig, at selv om vores påske ikke plejer at være særlig actionpacked, måske en fodboldkamp, måske en aften på den lokale bar, en hel del lammekølle og et påskeæg til mig, plejer den at være en markør i foråret, så når den forsvandt, gik min indre kalender også i stykker. Jeg var konstant bagefter, foran, ukoordineret – og følte mig snydt, når jeg opdagede, at jamen hov, det havde været påske, pinse, min mands fødselsdag.
